Astrocytom

Resumé om Astrocytom

Hvad det er:

Astrocytom er den mest almindelige type af en hjernetumor kaldet et gliom. Den opstår i hjernens støtteceller, de stjerneformede astrocytter.

Gradering er afgørende:

Tumoren inddeles i fire grader (WHO Grad I-IV). Graden beskriver, hvor aggressiv tumoren er, og er den absolut vigtigste faktor for valg af behandling og prognose. Grad I (pilocytisk) er langsomtvoksende, mens Grad IV (Glioblastom) er den mest aggressive.

Behandling og prognose:

Behandlingen afhænger helt af grad, placering i hjernen og molekylære markører (som IDH-status). Den kan bestå af operation, strålebehandling og kemoterapi. Prognosen varierer dramatisk, fra at være helbredelig ved Grad I til at være meget alvorlig ved Grad IV.

Hvad er astrocytom

Astrocytom symboliseret ved en tegning af en hjerne set fra siden, et mindre udsnit i en lille cirkel. Mørk blå baggrund.

Et astrocytom er en type hjernetumor, der tilhører en større gruppe tumorer kaldet gliomer. Gliomer er tumorer, der opstår i hjernens gliaceller (støttevæv). Astrocytomet specifikt opstår fra en type gliacelle kaldet en astrocyt.

Astrocytter er stjerneformede celler, der udgør en vigtig del af hjernens støttesystem. De hjælper med at regulere hjernens kemiske miljø, give næringsstoffer til nervecellerne (neuronerne) og reparere væv.

Når disse celler muterer og begynder at dele sig ukontrolleret, dannes et astrocytom. Disse tumorer kan opstå overalt i centralnervesystemet (hjernen og rygmarven), men er mest almindelige i storhjernen hos voksne og i lillehjernen hos børn.

Gradering af astrocytomer (WHO)

Den vigtigste faktor for et astrocytom er graden af, hvor aggressive kræftcellerne er baseret på en vævsundersøgelse. For at fastslå dette, udtages og undersøges en vævsprøve (biopsi) i et mikroskop. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) inddeler dem i fire grader, hvor grad I er mindst aggressiv, og grad IV er mest aggressiv.

Grad I: Pilocytisk astrocytom

Dette er en langsomtvoksende (lav-grads) tumor, der typisk er velafgrænset fra det normale hjernevæv. Den ses oftest hos børn og unge voksne, ofte i lillehjernen.
Hvis tumoren kan fjernes helt ved operation, er prognosen særdeles god, og man er ofte helbredt.

Grad II: Diffust astrocytom

Dette er også en lav-grads tumor, men modsat grad I har den en tendens til at vokse infiltrerende, hvilket betyder, at tumorcellerne blander sig med det raske hjernevæv. Det gør den sværere at fjerne helt kirurgisk.
Denne type ses oftest hos yngre voksne og har en tendens til at vokse langsomt, men kan over tid udvikle sig til en højere grad.

Grad III: Anaplastisk astrocytom

Dette er en høj-grads (malign/ondartet) tumor. Cellerne har en høj delingsaktivitet og ser markant unormale ud (anaplastiske). Den vokser aggressivt ind i det omkringliggende væv og kræver en kombination af behandlinger.

Grad IV: Glioblastom

Dette er den mest almindelige og mest aggressive (høj-grads) type astrocytom hos voksne. Den er karakteriseret ved meget hurtig, infiltrerende vækst og dannelse af nekrose (dødt væv) i tumoren. Glioblastom er en meget alvorlig diagnose, da den er særdeles vanskelig at behandle.

Årsager til astrocytom

Astrocytom symboliseret ved en dna-streng der er flosset i kanten. Rosa i den ene ende over lilla til lyseblå. Baggrunden blå, mørk og rød.

I langt de fleste tilfælde kender man ikke den præcise årsag til, at et astrocytom opstår. Det opstår som følge af komplekse genetiske mutationer i astrocytterne, men hvorfor disse mutationer sker, er uklart.

Man ved, at astrocytomer ikke er smitsomme og ikke skyldes livsstilsfaktorer som kost eller rygning.

De eneste kendte risikofaktorer er:

Sjældne arvelige syndromer:

Personer med genetiske sygdomme som Neurofibromatose type 1 (NF1), Li-Fraumeni syndrom og Tuberøs sklerose har en forøget risiko.

Bestråling:

Personer, der tidligere har modtaget strålebehandling mod hovedet (f.eks. for en anden kræftsygdom i barndommen), har en let øget risiko.

Symptomer på astrocytom

Astrocytom symboliseret ved skitse af et menneske og cirkler med symboler for organer der kan give symptomer omkring. Blå baggrund.

Symptomerne på et astrocytom afhænger fuldstændigt af to faktorer: tumorens størrelse og (vigtigst af alt) dens placering i hjernen. En lille tumor et kritisk sted kan give flere symptomer end en stor tumor i et mindre følsomt område.

Symptomerne kan skyldes to ting: et øget generelt tryk i kraniet eller specifikke (fokale) symptomer, fordi tumoren trykker på eller ødelægger et specifikt hjerneområde.

Generelle symptomer (øget tryk)

Når tumoren vokser, stiger trykket inde i kraniet (det intrakranielle tryk).

Hovedpine: Ofte et tidligt tegn. Typisk en ny type hovedpine, der er vedvarende, ofte værst om morgenen, og som kan forværres ved hoste eller nys.
Kvalme og opkast: Særligt “morgenopkastninger” uden forudgående kvalme kan være et tegn.
Synsforstyrrelser: Sløret syn, dobbeltsyn eller tab af dele af synsfeltet, som kan skyldes tryk på synsnerverne (papilødem).
Træthed og sløvhed: En tiltagende, uforklarlig udmattelse.

Specifikke (fokale) symptomer

Disse symptomer afspejler, hvilket hjerneområde der er påvirket:

Pandelappen (Frontallappen): Ændringer i personlighed, humør eller adfærd. Manglende initiativ, besvær med planlægning, nedsat dømmekraft eller problemer med at styre motorik (bevægelse) i modsatte side af kroppen.
Tindingelappen (Temporallappen): Problemer med hukommelse, talebesvær (særligt at forstå sprog) eller hørehallucinationer. Krampeanfald udgår ofte herfra.
Isselappen (Parietallappen): Forstyrrelser i følesansen (f.eks. følelsesløshed eller prikken i modsatte kropsside), problemer med rum- og retningsfornemmelse, eller besvær med at genkende genstande eller ansigter.
Nakkelappen (Occipitallappen): Specifikke synsforstyrrelser, f.eks. tab af synet i den ene side af synsfeltet.
Lillehjernen (Cerebellum): Balanceproblemer, usikker gang, svimmelhed og koordinationsbesvær (f.eks. besvær med at gribe ud efter ting).
Hjernestammen: Meget alvorligt, da den styrer vitale funktioner. Kan give dobbeltsyn, synkebesvær, talebesvær og lammelser i ansigt eller krop.

Krampeanfald (epilepsi)

Et epileptisk anfald er et meget almindeligt første symptom på et astrocytom, særligt ved de langsomtvoksende grad II-tumorer. Et anfald kan vise sig som alt fra kortvarige “blackouts” eller mærkelige lugtoplevelser til voldsomme rystelser i hele kroppen med tab af bevidsthed.

Diagnose af astrocytom

Astrocytom symboliseret ved en patient der er på vej ind i en scanner og en læge i kittel, der pege på en lysende model af en hjerne over billedet.

Diagnosen stilles gennem flere trin, der tilsammen giver et billede af tumorens type, placering og aggressivitet.

Neurologisk undersøgelse

Lægen vil foretage en grundig neurologisk undersøgelse, hvor reflekser, syn, hørelse, balance, koordination og følesans testes. Dette kan give et fingerpeg om, hvor i hjernen problemet kan sidde.

Billeddiagnostik (scanninger)

Scanninger er afgørende for at lokalisere tumoren.

MR-scanning (Magnetisk Resonans):

Dette er den vigtigste og mest detaljerede scanning ved mistanke om hjernetumorer. Den giver præcise billeder af hjernens bløddele. Man anvender ofte kontraststof, som sprøjtes ind i en blodåre. Måden, tumoren optager (eller ikke optager) kontraststof på, kan give et stærkt fingerpeg om dens grad. Høj-grads tumorer (III og IV) optager typisk kontraststof, mens lav-grads tumorer (I og II) ofte ikke gør.

CT-ckanning (Computer Tomografi):

Bruges ofte i akutte situationer (f.eks. ved et krampeanfald), da den er hurtigere end en MR-scanning. Den er god til at vise blødning eller trykforhold i hjernen, men mindre detaljeret end MR til at vurdere selve tumoren.

Vævsprøve (biopsi)

Selvom scanninger kan give en stærk mistanke, er en vævsprøve (biopsi) eneste sikre måde at stille diagnosen på. Dette foregår ved en neurokirurgisk operation.

Kirurgen kan enten tage en lille prøve (stereotaktisk biopsi) eller forsøge at fjerne hele tumoren med det samme (resektion). Vævet sendes til en patolog, som undersøger det under mikroskop for at fastslå celletypen og fastsætte den præcise WHO-grad (I-IV).

Molekylære markører

I dag er en biopsi mere end bare en graduering. Vævet analyseres også for specifikke genetiske mutationer, som har stor betydning for behandlingsvalg og prognose:

IDH-status (IDH1 eller IDH2):

Dette er en af de vigtigste markører. Astrocytomer, der har en IDH-mutation (IDH-muteret), har en markant bedre prognose end dem uden (IDH-vildtype), selv inden for samme grad.

MGMT-methylering:

Denne markør undersøges især ved glioblastomer (Grad IV). Hvis MGMT-genet er “slukket” (methyleret), har man typisk langt bedre effekt af kemoterapien Temozolomid.

Behandling af astrocytom

Astrocytom symboliseret ved en model af en hjerne i lilla. Nogle celler der svæver omkring denne. Mørk baggrund.

Behandlingen er højt specialiseret og afhænger af mange faktorer. Afgørende er tumorens grad, dens molekylære markører (særligt IDH-status), dens placering, patientens alder og almene helbredstilstand.

Kirurgi (operation)

For de fleste astrocytomer er kirurgi det første og vigtigste behandlingstrin.

Mål: Målet er “maksimal sikker resektion”, dvs. at fjerne så meget af tumoren som muligt uden at beskadige det omkringliggende raske hjernevæv, der styrer vigtige funktioner som tale eller bevægelse.
Metode: Hvis tumoren sidder i eller tæt på følsomme områder, kan man anvende “vågen kirurgi” (awake craniotomy). Her er man vågen under dele af operationen og testes (f.eks. ved at tale eller bevæge en hånd), så kirurgen præcist kan se, hvilke områder der skal undgås.
Risici: Som ved al hjernekirurgi er der risici, herunder blødning, infektion og nye neurologiske skader (f.eks. lammelse eller talebesvær), som kan være midlertidige eller permanente.

Strålebehandling

Høj-energistråler bruges til at ødelægge kræftceller.

Anvendelse: Bruges næsten altid til høj-grads astrocytomer (Grad III og IV) efter operation for at dræbe de tumorceller, der uundgåeligt sidder tilbage. Ved lav-grads (Grad II) tumorer, der ikke kan fjernes helt, eller som begynder at vokse igen, kan strålebehandling også anvendes.
Bivirkninger: Bivirkningerne kan være betydelige.
- Korttidsbivirkninger: Ekstrem træthed (fatigue) er meget almindeligt. Hårtab (kun i det område der bestråles), kvalme og hudirritation. Der kan opstå hævelse (ødem) i hjernen, som kræver behandling med binyrebarkhormon (steroid).
- Senfølger: Måneder til år efter kan der opstå kognitive ændringer (hukommelses- og koncentrationsbesvær), ofte kaldet “strålehjerne”. Der er også en meget lille risiko for, at strålingen i sig selv forårsager en ny tumor mange år senere.

Kemoterapi

Kemoterapi bruges til at slå kræftceller ihjel.

Temozolomid: Det mest anvendte stof til høj-grads astrocytomer (særligt Grad IV Glioblastom). Det er en kapsel, man tager derhjemme.
Stupp-protokollen: Standardbehandlingen for Glioblastom, hvor man får Temozolomid dagligt samtidig med strålebehandlingen (typisk 6 uger). Denne fase efterfølges typisk af 6-12 måneders vedligeholdelsesbehandling med Temozolomid, hvor dosis øges (5 dage hver 4. uge), da den samtidige belastning fra strålebehandlingen er ophørt.
Bivirkninger: Kvalme, opkastning, træthed og nedsat appetit. Den alvorligste bivirkning er knoglemarvspåvirkning, som fører til lave blodtal (hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader), hvilket øger risikoen for infektioner, blodmangel og blødning.

Tumor Treating Fields (TTFields)

Ved Glioblastom (Grad IV) kan man, efter afsluttet stråle- og kemoterapi, i udvalgte tilfælde tilbyde behandling med TTFields (f.eks. Optune).

Dette er et apparat med elektroder, der klistres på hovedbunden, og som via elektriske felter forsøger at hæmme kræftcellernes deling.

Symptomlindrende behandling

Denne behandling er afgørende for livskvaliteten, uanset hvilken grad tumoren har.

Steroider (Binyrebarkhormon, f.eks. Prednisolon): Anvendes til at reducere hævelse (ødem) i hjernen omkring tumoren. Det kan give en hurtig og markant bedring af symptomer som hovedpine eller lammelser. Langtidsbrug har dog alvorlige bivirkninger (vægtøgning, søvnløshed, diabetes, svækkede muskler).
Anti-epileptika: Medicin til at forebygge eller behandle krampeanfald.

Prognose og statistik

Astrocytom symboliseret ved en mandlig læge og patient der taler sammen - stående. Lægen holder en lystavle med en rosa hjerne afbildet.

Prognosen for et astrocytom varierer drastisk og er direkte afhængig af tumorgraden og dens molekylære profil (især om den er IDH-mutant eller IDH-wildtype).
Man skal være opmærksom på, at de fleste statistikker er baseret på gennemsnitlige overlevelsestider for store grupper af mennesker, og de kan derfor ikke forudsige et individuelt forløb.
Læs mere…

Prognose

Astrocytom Grad 1 (Pilocytisk astrocytom)

Prognose: Rigtig god Disse tumorer er typisk langsomtvoksende og har en veldefineret afgrænsning. Når hele tumoren kan fjernes kirurgisk, er langtidsoverlevelse, ofte en helbredelse, det forventede resultat. Recidiv er sjældent.
Overlevelse: Den 5-årige overlevelsesrate er meget høj, ofte over 90%, især efter komplet kirurgisk fjernelse [6, 7].

Astrocytom Grad 2 (Diffust astrocytom, IDH-mutant)

Prognose: Disse tumorer er langsommere og mindre aggressive end grad 3 og 4, men de vokser diffust ind i det omkringliggende hjernevæv.
Denne mutation (IDH-mutante status) er gunstig for prognosen.
Risiko: Selvom de er lavgrads, er der dog en betydelig risiko for, at de med tiden kan udvikle sig (progrediere) til en højere grad (grad 3 eller 4).
Behandlingsstrategien fokuserer på at forsinke denne progression.
Overlevelse: Den gennemsnitlige overlevelsestid er ofte lang, typisk mellem 5 og 15 år, men dette svinger meget afhængigt af kirurgisk resektion og den specifikke molekylære undertype [8, 9].

Astrocytom Grad 3 (Anaplastisk astrocytom, IDH-mutant)

Prognose: Disse er aggressive, ondartede tumorer, men den IDH-mutante status giver en betydeligt bedre prognose sammenlignet med grad 4.
Behandling: Standardbehandling inkluderer omfattende kirurgisk fjernelse, efterfulgt af strålebehandling og kemoterapi.
Overlevelse: Den gennemsnitlige overlevelsestid ligger ofte mellem 3 og 5 år [8, 9].

Astrocytom Grad 4 (Glioblastom, IDH-wildtype)

Prognose: Glioblastom er den hyppigste og mest aggressive hjernetumor hos voksne, og den har den mest alvorlige prognose.
Tumoren er kendt for sin hurtige vækst, diffuse spredning og høje modstandsdygtighed over for behandling.
Desværre har over 90% af de nydiagnosticerede glioblastomer den aggressive IDH-wildtype profil.
Risiko: Glioblastomer recidiverer næsten altid på trods af maksimal behandling.
Overlevelse: På trods af fremskridt inden for behandling er den gennemsnitlige overlevelsestid for Glioblastom, IDH-wildtype, i dag stadig kort og ligger typisk mellem 12 og 18 måneder med standardbehandling [8, 9].

Statistik

Statistikken for gliomer og astrocytomer er afgørende for at forstå sygdommens omfang og alvor.

Forekomst af gliomer i Danmark

Hvert år får ca. 900-1000 man i Danmark en primær hjernetumor [10].
Af disse er ca. 50% gliomer [10].
Glioblastom (Astrocytom Grad 4) er den hyppigste ondartede primære hjernetumor hos voksne og udgør over 50% af alle gliomer.

Overlevelsesrater i Danmark (Generel statistik for gliomer)

De officielle danske overlevelsestal viser tydeligt, hvor stor forskel der er på de forskellige typer gliomer.

Diagnose (ICD-10)	1-års overlevelse (Gennemsnit)	5-års overlevelse (Gennemsnit)
Astrocytom Grad 4 (Glioblastom)	Ca. 40% [11]	Ca. 8% [11]
Astrocytom Grad 3 (Anaplastisk)	Ca. 70% [11]	Ca. 20% [11]
Astrocytom Grad 2 (Diffust)	Over 90% [11]	Ca. 50-70% [11]

Alder

Incidensen (hyppigheden) af hjernetumorer stiger markant med alderen [10].

Astrocytomer rammer dog også yngre voksne, især de lavt- og mellemgradige (Grad 2 og Grad 3, IDH-mutante).

Konklusion

Astrocytom symboliseret ved model af hjerne lavet med samling af blade i forskellige farver. Brun baggrund.

Astrocytom dækker over en bred vifte af hjernetumorer, fra godartede og helbredelige (Grad I) til de mest aggressive kræftformer (Grad IV). Den præcise diagnose, baseret på både mikroskopi (grad) og genetik (molekylære markører), er afgørende for at kunne vælge den rette behandling.

Behandlingsforløbet, særligt for høj-grads tumorer, er intensivt og har betydelige bivirkninger, der påvirker både det fysiske helbred og de kognitive funktioner. Forskningen fokuserer intenst på at forstå de molekylære mekanismer for bedre at kunne målrette behandlingen.

Man kan også overveje at supplere den konventionelle behandling med komplementære tiltag for at styrke kroppen og øge livskvaliteten.

Se også Glioblastom, Alternativ tilgang

Se også Neurologisk kræft (glioblastom) (metabolisk blokering)

Diagnose