Kemoterapi mod kræft

Hvad er kemoterapi

Kemoterapi, ofte omtalt som cellegift, er en fundamental behandlingsform i onkologien (kræftbehandlingen), der anvender potente lægemidler til at ødelægge kræftceller eller hæmme deres vækst og spredning i kroppen.

I modsætning til lokale behandlinger som kirurgi eller stråleterapi, er kemoterapi en systemisk behandling. Det betyder, at medicinen cirkulerer i blodbanen og kan nå kræftceller overalt i kroppen, hvilket er særligt vigtigt ved metastaserende sygdom eller kræftformer, der har tendens til at sprede sig.

Historie

Kemoterapiens historie strækker sig tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, og siden da har forskning og udvikling ført til en bred vifte af kemoterapeutiske stoffer med forskellige virkningsmekanismer og anvendelsesområder.

Et af de tidligste gennembrud kom under Første Verdenskrig, hvor man observerede, at soldater udsat for sennepsgas fik nedsat antallet af hvide blodlegemer (lymfocytter), hvilket ledte til undersøgelser af lignende stoffer i behandlingen af leukæmi.

I 1940’erne blev nitrogen sennepsgas succesfuldt anvendt til behandling af lymfom.

I 1950’erne og 1960’erne fulgte udviklingen af flere andre effektive kemoterapeutiske midler, herunder antimetabolitter som methotrexat og 6-mercaptopurin, samt alkylerende midler som cyclophosphamid.

Disse fremskridt markerede starten på kemoterapiens æra som en central behandlingsmodalitet inden for onkologien.

Formålet med kemoterapi kan variere afhængigt af kræfttypen, stadiet og patientens generelle helbredstilstand. Det kan være kurativt, hvor målet er at opnå fuld helbredelse, palliativt, hvor fokus er på at lindre symptomer og forlænge livet, eller adjuverende, hvor det gives efter en primær behandling som operation for at mindske risikoen for tilbagefald. Det kan endvidere gives inden en operation (neoadjuverende kemoterapi), for at mindske tumor, så operationen bliver mindre omfattende og dermed mere skånsom for det omkringliggende væv.

Hvordan virker kemoterapi

Kemoterapi udøver sin virkning ved at gribe forstyrrende ind i grundlæggende processer, der er vitale for kræftcellers vækst og formering. Da kræftceller ofte deler sig hurtigere og mere ukontrolleret end normale celler, er kemoterapeutiske stoffer designet til at målrette disse processer.

Dette kan ske på flere måder:

Interference med DNA

Nogle kemoterapeutika beskadiger kræftcellernes DNA direkte eller forhindrer dem i at kopiere deres DNA korrekt, hvilket er essentielt for celledeling. Eksempler inkluderer alkylerende midler (kulstofholdige lægemidler, der hæfter sig fast på kræftcellernes arvemateriale (DNA)) og platinbaserede forbindelser (indeholder platin og virker ved at binde sig til kræftcellernes DNA og forhindre dem i at dele sig).

Hæmning af stofskifte (antimetabolitter)

Disse stoffer efterligner naturlige byggesten, som cellerne bruger til at producere DNA og RNA. Når kræftcellerne optager antimetabolitterne, forhindres de i at danne nyt genetisk materiale, hvilket stopper cellevæksten.

Forstyrrelse af celledeling (mitotiske hæmmere)

Under celledelingen dannes en struktur kaldet spindel-apparatet, som trækker kromosomerne fra hinanden. Mitotiske hæmmere forhindrer dannelsen eller funktionen af dette apparat, hvilket resulterer i, at cellerne ikke kan dele sig korrekt og dør.

Hæmning af enzymer (topoisomerasehæmmere)

Topoisomeraseenzymer hjælper med at vikle DNA’et op og ned under replikation (DNA kopieres) og transkription (DNA omskrives RNA). Ved at hæmme disse enzymer forstyrres essentielle processer i kræftcellerne.

Bemærk

Det er vigtigt at forstå, at kemoterapi ikke kun rammer kræftceller. Da mange kemoterapeutiske stoffer virker ved at målrette hurtigt delende celler, kan de også påvirke de normale celler i kroppen, som også har en høj delingshastighed. Dette inkluderer hårceller, celler i knoglemarven (som producerer blodceller) og celler i slimhinderne i munden og mave-tarmkanalen. Denne ikke-selektive virkning er årsagen til mange af de almindelige bivirkninger, der er forbundet med kemoterapi.

Det er skal understreges, at forskningen inden for kemoterapi konstant udvikler sig. Et stort fokus er på at designe nye og mere målrettede former for kemoterapi, der specifikt angriber kræftceller og i højere grad skåner de normale celler, hvilket potentielt kan reducere bivirkningerne.

Hvem får kemoterapi

Kemoterapi er en alsidig behandlingsform, der anvendes ved en lang række forskellige kræfttyper og i forskellige stadier af sygdommen.

Hvilke kræftformer

Valget af kemoterapi afhænger af kræftens type og udbredelse, patientens generelle helbredstilstand og andre faktorer. Nogle eksempler på kræftformer, hvor kemoterapi spiller en central rolle, inkluderer:

• Hæmatologiske kræftformer: Leukæmier og lymfomer, hvor kemoterapi ofte er den primære behandlingsform på grund af sygdommens systemiske natur.
• Solide tumorer: Mange solide kræftformer som brystkræft, lungekræft, kolorektal kræft, ovariecancer, testikelkræft og sarkomer behandles ofte med kemoterapi, enten alene eller i kombination med andre modaliteter.

Hvilken bahandlingsfase

Kemoterapi kan anvendes i forskellige faser af behandlingsforløbet:

• Neoadjuverende kemoterapi: Gives før kirurgi eller strålebehandling for at mindske tumorens størrelse og gøre den lettere at fjerne eller behandle lokalt.
• Adjuverende kemoterapi: Gives efter kirurgi eller strålebehandling for at eliminere eventuelle mikroskopiske kræftceller, der måtte være tilbage, og dermed reducere risikoen for tilbagefald.
• Primær kemoterapi: Anvendes som hovedbehandling ved fremskreden eller metastaserende kræft, hvor lokal behandling ikke er tilstrækkelig, eller ved kræftformer, der er meget følsomme over for kemoterapi.
• Palliativ kemoterapi: Gives for at lindre symptomer, forbedre livskvaliteten og potentielt forlænge livet hos patienter med uhelbredelig kræft.
• Neoadjuverende kemoterapi: Det betyder, at kemoterapien gives før operationen for at:
  • Reducere tumorens størrelse: Dette kan gøre operationen lettere at udføre og øge sandsynligheden for, at hele tumoren kan fjernes.
  • Bekæmpe mikroskopiske metastaser: Selv små spredninger af kræftceller, der ikke kan ses på scanninger, kan behandles med kemoterapi.
  • Vurdere kemoterapiens effekt: Ved at give kemo før operationen kan lægerne se, hvordan kræften reagerer på behandlingen.

Beslutningen om at anvende kemoterapi træffes altid af et multidisciplinært team bestående af onkologer, kirurger, radiologer og andre specialister. Teamet vurderer nøje de potentielle fordele og risici for den enkelte patient, baseret på den nyeste forskning og kliniske retningslinjer.

Bivirkninger

Bivirkninger er uønskede effekter, der kan opstå som følge af kræftbehandling, herunder kemoterapi.

Da kemoterapi, som nævnt ovenfor, virker ved at påvirke hurtigt delende celler, kan det også (og vil oftest) ramme nogle af kroppens normale celler, hvilket fører til en række potentielle bivirkninger. Det er vigtigt at understrege, at oplevelsen af bivirkninger er meget individuel. De kan variere betydeligt afhængigt af typen og dosis af de anvendte kemoterapeutiske stoffer, behandlingsvarigheden, patientens generelle helbredstilstand og individuelle følsomhed.

Selvom bivirkninger kan være udfordrende, er det vigtigt at vide, at mange af dem er midlertidige og forsvinder efter endt behandling. Derudover er der i dag en del strategier og støttende behandlinger til rådighed, som kan hjælpe med at forebygge, lindre og håndtere bivirkningerne, hvilket forbedrer patienternes livskvalitet under behandlingen.

Se også Bivirkninger Kemo og Stråler – Minimer

Almindelige bivirkninger ved kemoterapi

• Kvalme og opkastning: Dette er en velkendt bivirkning, der kan skyldes flere mekanismer. Kemoterapeutiske stoffer kan påvirke kemo-receptorzonen i hjernen, som er involveret i reguleringen af kvalme.
  Derudover kan medicinen irritere slimhinden i mave-tarmkanalen direkte.
  Heldigvis findes der i dag effektiv medicin, kaldet antiemetika (kvalmestillende), som kan forebygge og behandle kvalme og opkastning forbundet med kemoterapi.
  Se også Kvalme og opkastning – minimer
• Træthed (fatigue): En meget almindelig og ofte invaliderende bivirkning er træthed, også kaldet fatigue. Denne træthed er mere end almindelig udmattelse og kan være både fysisk, mental og følelsesmæssig.
  Flere faktorer kan bidrage til fatigue under kemoterapi, herunder anæmi (lavt antal røde blodlegemer), ophobning af affaldsstoffer fra døde kræftceller, ændringer i stofskiftet og psykologisk stress forbundet med sygdom og behandling.
  Se også Træthed – minimer
• Diarré og Forstoppelse: Kemoterapi kan påvirke slimhinden i tarmen, hvilket kan forstyrre den normale tarmfunktion.
  Nogle kemoterapeutika kan fremskynde tarmbevægelserne og reducere optagelsen af væske, hvilket fører til diarré.
  Andre kan nedsætte tarmbevægelserne og forårsage forstoppelse.
  Begge tilstande kan være ubehagelige og kræve behandling.
  Se også Forstoppelse og Diarré – minimer
• Hårtab (alopeci): Mange kemoterapeutiske stoffer påvirker de hurtigt delende hårsækkeceller, hvilket resulterer i hårtab, også kaldet alopeci.
  Hårtabet er typisk midlertidigt, og håret begynder som regel at vokse ud igen efter endt behandling, selvom farve og tekstur i en periode kan være anderledes. For enkelte vil hårstruktur være permanent ændret. Det ses at de, der tidligere havde krøller, kan få glat hår og omvendt. Også hårtykkelsen vil i enkelte tilfælde være permanent ændret, når håret igen er vokset ud.
  Bemærk dog at når håret kommer igen efter hårtab på grund af kemo, vil det i starten ikke være kendetegnende for hvordan det fremover bliver.
  Se også Hårtab – minimer
• Mundsår (mukositis): Kemoterapi kan skade de hurtigt delende celler i mundslimhinden og føre til betændelse og dannelse af smertefulde sår, en tilstand der kaldes mukositis.
  Mundsår kan gøre det svært at spise, drikke og tale og øger risikoen for infektioner i munden. God mundhygiejne er vigtig for at forebygge og lindre mukositis.
  Se også Mundtørhed, smerter og sår i munden – minimer
• Infektioner og Nedsat immunforsvar (neutropeni): Kemoterapi kan nedsætte produktionen af hvide blodlegemer i knoglemarven, især neutrofile granulocytter (neutropeni).
  Neutrofile er vigtige for kroppens evne til at bekæmpe infektioner. Et lavt antal neutrofile øger derfor risikoen for alvorlige infektioner, og det er vigtigt at være opmærksom på tegn på infektion under kemoterapi.
  Se også Alvorlige bivirkninger – tag aktion

Mindre almindelige bivirkninger

• Skade på hjerte og lunger: Visse kemoterapeutiske stoffer, såsom anthracycliner (f.eks. doxorubicin) og bleomycin, er kendt for potentielt at kunne påvirke hjertet og lungerne.
  Skader kan vise sig som nedsat hjertefunktion eller lungefibrose. Patienter, der behandles med disse stoffer, overvåges nøje med regelmæssige undersøgelser af hjerte- og lungefunktionen.
• Nedsat nervefunktion (neuropati): Nogle kemoterapeutika, herunder taxaner (f.eks. paclitaxel), platinbaserede midler (f.eks. cisplatin) og vinca alkaloider (f.eks. vincristin), kan skade de perifere nerver. Dette kan føre til føleforstyrrelser som snurren, prikken og følelsesløshed, samt smerter og nedsat funktion i hænder og fødder (perifer neuropati). I nogle tilfælde kan neuropati være langvarig. I enkelte tilfælde forbliver det en senfølge.
  Se også Nerveskader og føleforstyrrelser – minimer
• Skader på tænder og mundhule: Kemoterapi kan have flere ugunstige virkninger på tænder og mundhule ud over mundsår. Det kan forårsage mundtørhed (xerostomi) ved at nedsætte spytproduktionen. Spyt spiller en vigtig rolle i at neutralisere syre, skylle madrester væk og beskytte tænderne mod karies (bakterier).
  Mundtørhed øger derfor risikoen for huller i tænderne, infektioner som svamp (oral trush) og kan gøre slimhinden mere sårbar. Kemoterapi kan også i sjældnere tilfælde føre til skøre tænder, smerter i tandkødet og ændringer i smagsoplevelsen, hvilket indirekte kan påvirke ernæringen og mundhygiejnen.
  Se også Tandproblemer – minimer
• Reproduktionsproblemer (fertilitet): Kemoterapi kan påvirke fertiliteten hos både mænd og kvinder ved at skade æggestokke og testikler.
  Risikoen for infertilitet afhænger af typen og dosis af kemoterapi samt patientens alder.
  Det er vigtigt for patienter i den fertile alder at diskutere potentielle risici for fertiliteten med deres læge inden behandlingsstart, så muligheder for fertilitetsbevarende foranstaltninger kan overvejes.
  Se også Seksuelle bivirkninger – minimer
• Kognitive forandringer (“kemohjerne”): Nogle patienter oplever kognitive problemer under og efter kemoterapi, ofte omtalt som “kemohjerne” eller “chemotåge”.
  Dette kan omfatte problemer med hukommelse, koncentration, opmærksomhed og mental klarhed.
  Årsagerne til kemohjerne er ikke fuldt ud forstået, men kan involvere direkte effekter af kemoterapi på hjernen, inflammation eller psykologisk stress.
  Se også Kemohjerne – minimer
• Mundtørhed (xerostomi): Som nævnt ovenfor kan kemoterapi nedsætte spytproduktionen og føre til mundtørhed.
  Dette kan ikke kun øge risikoen for tandproblemer og infektioner, men også gøre det svært at tale og synke samt påvirke smagsoplevelsen.
  Se også Ændringer i smags- og lugtesans – minimer
• Svampesygdom: Manglen på spyt kan skabe et gunstigt miljø for vækst af svampe, der kan forårsage en tilstand kaldet oral trush.
  Dette kan føre til hvide pletter på tungen og indersiden af kinderne, samt smerter og besvær med at spise.
  Se også Svamp lokalt eller hele kroppen – minimer
• Organpåvirkning: Udover leveren (se nedenfor) kan kemoterapi potentielt påvirke andre organer som nyrerne og blæren.
  Nogle kemoterapeutiske stoffer udskilles via nyrerne og kan i høje doser beskadige nyrevævet.
  Visse stoffer kan også irritere blærevæggen og forårsage blærebetændelse (cystitis). Lægerne overvåger nøje organfunktionen ved hjælp af blod- og urinprøver under kemoterapibehandlingen for at opdage og håndtere eventuelle problemer tidligt.
  Se også Bivirkninger der kræver akut handling – alvorlige bivirkninger

Særlige bivirkninger ved visse kemotyper

Ud over de generelle bivirkninger, der er beskrevet, er der visse kemoterapeutiske stoffer, der er forbundet med mere specifikke eller udtalte bivirkninger, som det er vigtigt at være opmærksom på:

• Anthracycliner (“Rød Kemo”):
  • “En gruppe kemoterapeutiske stoffer kaldet anthracycliner, som inkluderer doxorubicin og epirubicin, har en karakteristisk rød farve, og behandlingen omtales ofte som ‘rød kemo’.
  • Disse stoffer er effektive mod mange kræfttyper, men er kendt for potentielt at kunne påvirke hjertet (kardiotoksicitet), især ved højere kumulative doser. Hjertefunktionen overvåges derfor nøje under behandlingen. Hårtab er også meget almindeligt ved ‘rød kemo’.
  • Det er i forbindelse med indgift af den “røde kemo” ikke usædvanligt at urinen farves rød.
• Platinbaseret kemoterapi (f.eks. cisplatin, carboplatin, oxaliplatin):
  • Disse stoffer kan forårsage føleforstyrrelser i hænder og fødder (neuropati), som i nogle tilfælde kan være langvarige. Cisplatin kan også påvirke nyrerne og hørelsen, og give udtalt kvalme.
• Taxaner (f.eks. paclitaxel, docetaxel):
  • Taxaner er en anden gruppe, der ofte giver neuropati og hårtab. Muskel- og ledsmerter samt væskeophobning kan også forekomme.
• Bleomycin:
  • Dette stof er kendt for en potentiel risiko for lungepåvirkning (lungefibrose), som kan give åndenød.

Se også Akutte bivirkninger
Se også Blærebetændelse – minimer

Leveren og kemoterapi

Senfølger

Senfølger er de bivirkninger, der kan opstå lang tid efter afslutningen af kræftbehandlingen. De kan være milde eller alvorlige og kan påvirke livskvaliteten betydeligt.

Senfølger efter kemoterapi

Senfølger er bivirkninger, der kan opstå måneder eller endda år efter afslutningen af kemoterapibehandlingen.

Selvom mange bivirkninger forsvinder kort tid efter behandlingen, kan nogle have langvarige eller permanente effekter på forskellige organer og funktioner i kroppen.

Det er vigtigt at være opmærksom på disse potentielle senfølger, så de kan identificeres og håndteres tidligt for at minimere deres indvirkning på livskvaliteten.

• Øget risiko for andre kræftformer: Visse kemoterapeutiske stoffer, især alkylerende midler og topoisomerasehæmmere, har vist sig at kunne øge risikoen for at udvikle sekundære kræftformer mange år efter den primære behandling. Dette skyldes potentielt de mutagene effekter af disse stoffer på normale cellers DNA. Risikoen er generelt lav, men den øges med højere doser og længere behandlingsvarighed.
• Hjerte- og lungeproblemer: Nogle kemoterapeutika kan forårsage langsigtede skader på hjertet og lungerne. Anthracycliner som doxorubicin kan føre til kardiomyopati, en svækkelse af hjertemusklen, som kan udvikle sig gradvist over tid. Visse stoffer som bleomycin kan forårsage lungefibrose, hvor lungevævet bliver stift og arret, hvilket kan føre til åndenød og nedsat lungefunktion.
• Nedsat knoglemasse (osteoporose): Kemoterapi kan påvirke hormonbalancen i kroppen, især hos kvinder, hvilket kan føre til tidlig menopause og dermed øget risiko for osteoporose (knogleskørhed). Nogle kemoterapeutiske stoffer kan også have en direkte negativ effekt på knoglecellerne og hæmme knogleopbygningen.
• Reproduktionsproblemer (infertilitet): Kemoterapi kan have langsigtede effekter på fertiliteten hos både mænd og kvinder.
  Hos kvinder kan det føre til beskadigelse af æggestokkene, resulterende i nedsat ægproduktion eller tidlig menopause.
  Hos mænd kan kemoterapi skade sædcellerne og nedsætte sædkvaliteten eller produktionen. Disse effekter kan i nogle tilfælde være permanente.
• Kognitive forandringer (“kemohjerne”): Mange kræftoverlevere rapporterer om vedvarende problemer med hukommelse, koncentration, opmærksomhed og mental klarhed, kendt som “kemohjerne” (se under ovenfor under bivirkninger). Teorier om årsagen inkluderer vedvarende inflammation i nervesystemet eller subtile skader på nerveceller forårsaget af kemoterapien.
• Hormonelle forandringer: Kemoterapi kan påvirke produktionen af forskellige hormoner i kroppen ved at beskadige de endokrine kirtler. Dette kan føre til en række langsigtede problemer, herunder træthed, vægtændringer, humørsvingninger og seksuelle dysfunktioner.
• Neuropati: Perifær neuropati, som er skade på de perifere nerver, kan i nogle tilfælde være en langvarig eller permanent senfølge efter behandling med visse kemoterapeutika. Symptomer kan inkludere føleforstyrrelser, smerter, svaghed og nedsat funktion i hænder og fødder, hvilket kan have en betydelig indvirkning på livskvaliteten.

Bemærk

Det er afgørende, at patienter, der har gennemgået kemoterapi, får regelmæssig opfølgning for at identificere og håndtere eventuelle senfølger tidligt.

Denne opfølgning kan omfatte fysiske undersøgelser, blodprøver og andre relevante undersøgelser afhængigt af den givne kemoterapi og patientens individuelle risikofaktorer.

Tidlig intervention kan ofte hjælpe med at lindre symptomer og forbedre den langsigtede livskvalitet.

Administrering af kemoterapi

Kemoterapi kan administreres på flere forskellige måder, og valget af administrationsvej afhænger af typen af kemoterapi, kræftformen, patientens tilstand og behandlingsplanen. De primære administrationsveje er intravenøs og oral, men andre metoder kan også anvendes i visse situationer.

• Intravenøs (IV) indgift:
  Dette er den mest almindelige måde at give kemoterapi på. Medicinen indgives direkte i en blodåre via et drop eller en sprøjte. Dette sikrer, at lægemidlet hurtigt kommer ind i blodbanen og fordeles i hele kroppen.
  Intravenøs kemoterapi gives typisk på et hospital eller en klinik, hvor patienten kan overvåges under og efter infusionen.
  Der kan anvendes forskellige typer af venøse adgange, herunder perifere venekatetre (i armen eller hånden), centrale venekatetre (CVK, indopereret i en stor vene på halsen, brystet eller i lysken), PICC-linjer (perifert indsat centralt kateter, ført fra en vene i armen op til en stor vene i brystet) eller en port-a-cath (et lille, indopereret reservoir under huden med et tilhørende kateter, der giver nem og gentagen adgang til en stor vene).
  Visse typer kemoterapi, såsom de røde anthracycliner, gives altid intravenøst for at sikre korrekt optagelse og håndtering
• Oral dispensering:
  Nogle kemoterapeutiske stoffer er tilgængelige i pille- eller kapselform, som patienten kan tage via munden.
  Oral kemoterapi giver patienten mulighed for at blive behandlet hjemme, hvilket kan øge livskvaliteten og fleksibiliteten.
  Det er vigtigt, at modtage en grundig instruktion i, hvordan medicinen skal tages, og at behandleren er opmærksom på eventuelle interaktioner med andre lægemidler eller fødevarer.
• Andre administrationsveje (mindre almindelige):
  • Intramuskulær (IM) injektion:
    Kemoterapi injiceres direkte i en muskel. Denne metode bruges sjældnere, da absorptionen kan være uregelmæssig, og der kan være risiko for irritation eller smerter ved injektionsstedet.
  • Subkutan (SC) injektion:
    Kemoterapi injiceres under huden. Ligesom intramuskulær injektion bruges denne metode ikke så ofte.
  • Intratekal (IT) injektion:
    Kemoterapi injiceres direkte i cerebrospinalvæsken (væsken omkring hjernen og rygmarven). Dette anvendes primært ved kræftformer, der har spredt sig til centralnervesystemet, for at sikre, at medicinen når kræftcellerne i dette område.
  • Intraperitoneal (IP) administration:
    Kemoterapi indgives direkte i bughulen via et kateter. Denne metode anvendes primært ved visse former for ovariecancer.
    Se også HIPEC
  • Topikal administration:
    I sjældne tilfælde kan kemoterapi påføres direkte på huden i form af en creme eller salve ved visse former for hudkræft.

Valget af administrationsvej er en vigtig del af planlægningen af kemoterapibehandlingen og tages i betragtning sammen med de faktorer, der bestemmer selve medicinvalget. Målet er altid at sikre den mest effektive og sikre behandling for den enkelte patient.

Nærmere forklaring

Intravenøs indgift

Intravenøs kemoterapi gives ofte når medicinens egenskaber kræver det for optimal optagelse og effekt, når hurtig og præcis dosering er vigtig, eller når større doser skal gives. Eksempler på lægemiddelgrupper, der hyppigt gives intravenøst, inkluderer anthracycliner, taxaner og platinbaserede midler. Behandlingen foregår typisk på et hospital, hvor patienten kan overvåges nøje.

Kemo i drop (intravenøst) gives typisk når:

• Medicinens egenskaber kræver det: Nogle kemoterapeutiske stoffer kan ikke optages ordentligt i kroppen, hvis de tages som piller, eller de kan være for irriterende for mave-tarmkanalen.
• Hurtig og præcis dosering er nødvendig: Ved intravenøs administration kommer medicinen direkte i blodbanen, hvilket sikrer en hurtigere og mere præcis koncentration i kroppen. Dette kan være vigtigt i visse behandlingssituationer.
• Større doser skal gives: Det kan være nemmere at give større mængder medicin over tid via et drop.
• Patienten har synkebesvær eller problemer med at optage medicin oralt: Hvis en patient har kvalme, opkastninger eller andre problemer, der gør det svært at sluge eller optage piller, kan et drop være en bedre løsning.
• Behandlingen kræver tæt observation: Intravenøs kemoterapi gives ofte på hospitalet, hvor sundhedspersonalet kan overvåge patienten nøje for eventuelle bivirkninger under og umiddelbart efter behandlingen.
• Visse kræfttyper eller stadier kræver det: Nogle kræftformer eller fremskredne stadier af kræft behandles mere effektivt med intravenøs kemoterapi.

Oral dispensering

Oral kemoterapi er praktisk for visse lægemidler, der optages godt i kroppen via munden, og er ofte anvendelig ved længerevarende behandlingsforløb eller som vedligeholdelsesbehandling. Visse kræftformer kan effektivt behandles med orale præparater, hvilket giver patienten mulighed for at tage medicinen hjemme. Eksempler på orale kemoterapeutika inkluderer visse alkylatorer og antimetabolitter, samt målrettet terapi som tyrosinkinaseinhibitorer og hormonel terapi.

Kemo i pilleform (oralt) gives typisk når:

• Medicinen er designet til at blive optaget effektivt oralt: Nogle kemoterapeutiske stoffer er udviklet til at kunne tages som piller og optages godt i kroppen via mave-tarmkanalen.
• Længerevarende behandling ved lavere doser er nødvendig: Oral kemoterapi kan være praktisk til længere behandlingsforløb, hvor patienten kan tage medicinen hjemme.
• Vedligeholdelsesbehandling: Efter et intensivt behandlingsforløb med intravenøs kemoterapi kan oral kemoterapi bruges som vedligeholdelsesbehandling for at forhindre tilbagefald.
• Visse kræfttyper eller stadier kan behandles effektivt med orale præparater: Der findes specifikke kræftformer, hvor oral kemoterapi er en standardbehandling.
• Patientens livskvalitet ønskes optimeret: Oral kemoterapi giver patienten mulighed for at blive behandlet hjemme og leve et mere normalt liv mellem behandlingerne.

Bemærk

• Valget af administrationsvej er individuelt: Det er altid lægen, der i samråd med patienten beslutter, om kemoterapi skal gives som drop eller piller, baseret på kræfttypen, stadiet, patientens generelle helbredstilstand og medicinens egenskaber.
• Nogle behandlingsforløb kan kombinere begge metoder: I visse tilfælde kan en patient få kemoterapi både som drop på hospitalet og som piller derhjemme.

Både intravenøs og oral kemoterapi har normalt bivirkninger som ovenfor beskrevet, og disse vil variere afhængigt af det specifikke kemoterapeutiske stof, dosis og patientens individuelle reaktion. Det er vigtigt at diskutere potentielle bivirkninger med lægen, uanset hvordan kemoterapien gives.

Hvornår bruges hvad

Det er ikke muligt at give en præcis og udtømmende liste over specifikke kemoterapeutiske midler og hvornår de gives. Valget af kemoterapi er yderst individuelt og afhænger af mange faktorer, herunder:

• Kræfttypen: Forskellige kræftformer reagerer forskelligt på forskellige typer kemoterapi.
• Kræftens stadium: Behandlingen kan variere afhængigt af, hvor udbredt kræften er.
• Patientens generelle helbredstilstand: Andre sygdomme og patientens fysiske form påvirker valg af kemoterapi og dosis.
• Behandlingens formål: Er det kurativ behandling (sigter mod helbredelse), palliativ behandling (lindrende) eller adjuverende behandling (forebyggende efter operation)?
• Tilgængelige lægemidler og kliniske retningslinjer: Nye forskningsresultater og opdaterede retningslinjer kan ændre behandlingspraksis.

Generelt kan man dog sige følgende om administrationsvejen for nogle almindeligt anvendte kemoterapeutiske midler:

Kemoterapi, der ofte gives intravenøst (i drop)

• Anthracycliner: (f.eks. doxorubicin, epirubicin) – Bruges ved mange forskellige kræftformer, herunder brystkræft, lungekræft, lymfom og sarkom.
• Taxaner: (f.eks. paclitaxel, docetaxel) – Anvendes ved brystkræft, lungekræft, prostatakræft, ovariecancer og andre.
• Platinbaserede midler: (f.eks. cisplatin, carboplatin) – Bruges ofte ved lungekræft, ovariecancer, testikelkræft, blærekræft og hoved-halskræft.
• Vinca alkaloider: (f.eks. vinblastin, vincristin) – Anvendes ved lymfomer, leukæmier og visse solide tumorer.
• Antimetabolitter (nogle): (f.eks. pemetrexed) – Bruges ved lungekræft og mesotheliom.
• Monoklonale antistoffer (som tillægsbehandling til kemo): (f.eks. trastuzumab, rituximab) – Gives intravenøst i kombination med kemoterapi ved visse former for brystkræft og lymfom.

Kemoterapi, der ofte gives oralt (som piller eller kapsler)

• Alkylatorer (nogle): (f.eks. cyclophosphamid (kan også gives IV), chlorambucil) – Bruges ved lymfomer, leukæmier og visse solide tumorer.
• Antimetabolitter (nogle): (f.eks. capecitabin, tegafur-uracil) – Bruges ved brystkræft, kolorektal kræft og ventrikelkræft.
• Tyrosinkinaseinhibitorer (TKI’er): (f.eks. imatinib, gefitinib, erlotinib) – Bruges ved specifikke kræftformer med visse genmutationer, såsom visse former for leukæmi og lungekræft. Disse er målrettet terapi, men tages oralt.
• Hormonel terapi (som tillægsbehandling): (f.eks. tamoxifen, aromatasehæmmere) – Gives oralt ved hormonfølsom brystkræft og prostatakræft. Selvom det ikke er traditionel kemoterapi, gives det ofte i samme kontekst.
• Andre orale kemoterapeutika: (f.eks. temozolomid til visse hjernetumorer).

Denne oversigt er dog på ingen måde udtømmende.

Konklusion

Kemoterapi er en hjørnesten i behandlingen af mange kræftformer og har gennem årtier reddet og forlænget livet for utallige patienter. Ved at anvende kraftfulde lægemidler, der målrettet forstyrrer kræftcellers vækst og spredning, tilbyder kemoterapi en systemisk tilgang til behandling, der kan nå kræftceller i hele kroppen.

Selvom behandlingen er forbundet med en række potentielle bivirkninger, som skyldes påvirkningen af kroppens normale, hurtigt delende celler, er der i dag betydelig fokus på at minimere disse gener gennem støttende behandling og udvikling af mere skånsomme terapier.

Vigtigheden af individuel tilpasning af behandlingen, omhyggelig overvågning og opfølgning for både akutte og sene bivirkninger understreger den komplekse, men afgørende rolle, kemoterapi spiller i den moderne kræftbehandling.

Fortsat forskning lover yderligere fremskridt inden for kemoterapi, med potentiale for mere effektive og målrettede behandlinger i fremtiden.

Se også Minimer Bivirkninger Kemo og Stråler

Se også Integrativ Onkologi

Se også Port-a-Cath

(Til menu)

Links

Kemoterapi (Kræftens Bekæmpelse)

Kemoterapi (Sundhed.dk)

Kemoterapi (Rigshospitalet)

Historien om den moderne kræftbehandling (Sammen om Kræft)

Behandling med kemoterapi (Ålborg Universitetshospital)

Radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen advarer imod kemo-behandling (Udfordringen)

Kate bliver erklæret uhelbredeligt syg – fire måneder senere får hun en overraskende besked (Kræftens Bekæmpelse) (ProTarget eksperimentel behandling)

Mechanisms of ferroptotic and non-ferroptotic organ toxicity of chemotherapy: protective and therapeutic effects of ginger, 6-gingerol and zingerone in preclinical studies (PubMed, 2025)

• Relevans: Chemoterapi kan forårsage organbeskadigelse gennem både oxidative stress og ferroptose, men naturlige stoffer som ginger, 6-gingerol og zingeron kan beskytte mod disse skader ved at modvirke både ferroptotiske og ikke-ferroptotiske mekanismer.

Crocin protects against doxorubicin-induced myocardial toxicity in rats through down-regulation of inflammatory and apoptic pathways (PubMed, 2016)

• Relevans: Studiet viste, at crocin, en vigtig komponent i safran, har beskyttende effekt på hjertet mod skade forårsaget af kemoterapi-lægemidlet Doxorubicin (DOX). Crocin forbedrede hjertefunktion, reducerede inflammation, oxidative stress og celledød i hjertet hos rotter, hvilket tyder på, at det kan beskytte mod DOX-induceret hjerteskade gennem anti-inflammatoriske, antioxidante og antiapoptotiske egenskaber.

Kilde

Gemini/Bard. www.gemini.com d. 01.07.24 (bearbejdet)(revideret væsentligt d. 02.05.25)

❤

Hvad du læser på Jeg har Kræft er ikke en anbefaling. Søg kompetent vejledning.