Tumormarkører ved kræft

Indhold:

Resumé om tumormarkører

Hvad er en tumormarkør:

En tumormarkør er et stof, oftest et protein, der kan måles i kroppen, og hvis niveau kan stige som reaktion på kræft. De kan dannes af kræftceller eller af kroppens raske celler [1].
En forhøjet værdi er dog aldrig et bevis på kræft, da utallige andre tilstande, fra nyresvigt til inflammation, kan give et lignende resultat.

Primær anvendelse:

Tumormarkører er generelt uegnede til at screene for eller diagnosticere kræft. Deres kliniske værdi ligger i at overvåge effekten af en igangværende behandling, vurdere prognosen og holde øje med tegn på tilbagefald hos personer, der allerede har en kræftdiagnose [2].
Hver markør har et meget specifikt anvendelsesområde.

Afgørende usikkerheder:

Pålideligheden af tumormarkører er stærkt begrænset af deres manglende specificitet. Næsten alle markører kan være forhøjede af helt andre årsager end kræft, hvilket skaber en betydelig risiko for falsk alarm og unødig bekymring.
Tolkning kræver altid et samlet klinisk billede og må aldrig stå alene [1].

Hvad er en tumormarkør

Tumormarkører symboliseret ved en gul filtpen til markering. Sort holder.

En tumormarkør er en biologisk substans, der kan opdages i kroppen, og som kan have en sammenhæng med en kræftsygdom. Disse markører kan findes i blodet, urinen, andre kropsvæsker eller direkte i kræftvævet.

De er oftest proteiner, men kan også være enzymer, hormoner eller antigener (stoffer, der kan fremkalde en reaktion fra immunforsvaret) [1, 2].

Produktionen af en tumormarkør kan ske på to måder:

Produceret af kræftceller: Kræftcellerne selv producerer og frigiver stoffet i en unormalt høj mængde.
Produceret af kroppen som reaktion på kræft: Kroppens normale celler reagerer på tilstedeværelsen af kræft ved at producere mere af et bestemt stof.

Det er afgørende at forstå, at næsten alle tumormarkører også produceres i små mængder af kroppens raske celler. En forhøjet værdi indikerer derfor ikke nødvendigvis kræft, men blot en unormal aktivitet, som kan have mange årsager. Derfor betragtes tumormarkører som uspecifikke indikatorer.

Hvordan måles tumormarkører

Tumormarkører symboliseret ved et stativ til blodprøver. Der står 4 i dette og en behandsket hånd er ved at sætte det femte.

For den enkelte foregår målingen typisk ved en almindelig blodprøve, som sendes til analyse på et laboratorium. Selve analysen (ofte en såkaldt immunoassay-teknik) er en standardprocedure, og svaret foreligger som regel inden for få dage. For at kunne vurdere udviklingen er det vigtigt, at målingerne over tid foretages på samme laboratorium, da selv små forskelle i analysemetoder kan give varierende resultater.

Uddybende om specifikke tumormarkører

Tumormarkører symboliseret ved et billede med en masse molekylestrukturer i brun-gyldne farver.

Feltet af tumormarkører er stort og komplekst. Nedenfor gennemgås både de hyppigst anvendte og en række mere specialiserede markører for at give et nogenlunde fyldestgørende billede.

Hyppigt anvendte tumormarkører

Tumormarkører symboliseret ved planche med skitser af typiske molekyler i forskellige farver.

Disse er markører, som mange patienter med de mere udbredte kræftformer kan få ordineret.

PSA (Prostata specifikt antigen)

Anvendelse:

Bruges primært i udredning og monitorering af prostatakræft. Et markant fald efter operation eller strålebehandling indikerer en vellykket behandling. En senere stigning kan være det første tegn på tilbagefald [4].

Kilder til usikkerhed:

PSA er berygtet for sin manglende specificitet. Godartede tilstande som forstørret prostata (benign prostatahyperplasi), betændelse i prostata (prostatitis) eller en urinvejsinfektion kan alle give markant forhøjede PSA-værdier.
Selv en cykeltur eller seksuel aktivitet op til prøvetagningen kan påvirke tallet [5].

CA 125 (Cancer antigen 125)

Anvendelse:

Er den primære markør til at overvåge behandlingseffekt og opdage tilbagefald ved kræft i æggestokkene (ovariecancer) [6].

Kilder til usikkerhed:

Mange gynækologiske tilstande kan give forhøjet CA 125. Dette inkluderer endometriose, cyster på æggestokkene, muskelknuder i livmoderen (fibromer), menstruation og graviditet.
Betændelsestilstande i bughulen, f.eks. divertikulitis eller leverbetændelse, kan også øge niveauet.

CEA (Karcino-embryonalt antigen)

Anvendelse:

Anvendes oftest til at monitorere personer med tyk- og endetarmskræft, især for at opdage spredning (metastaser) til leveren.
Kan også være forhøjet ved kræft i lunge, bryst, mave og bugspytkirtel [1].

Kilder til usikkerhed:

Rygning er en meget almindelig årsag til et let forhøjet CEA-niveau. Andre årsager inkluderer inflammatoriske tarmsygdomme (Crohns sygdom, colitis ulcerosa), betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis) og leversygdomme som skrumpelever.

CA 15-3

Anvendelse:

Bruges til at følge sygdomsaktiviteten hos personer med fremskreden brystkræft, især ved spredning til knogler eller lever.
Det frarådes dog generelt at bruge den i den rutinemæssige kontrol efter endt behandling, da værdien herefter ikke har vist sammenhæng med forbedret overlevelse [7].

Kilder til usikkerhed:

Er ikke følsom nok til at opdage tidlige stadier af brystkræft eller tidligt tilbagefald. Godartede tilstande i brystet, cyster i æggestokkene samt lever- og lungesygdomme kan også give forhøjede værdier.

CA 19-9

Anvendelse:

Forbundet med kræft i bugspytkirtlen og galdevejene. Den bruges til at vurdere behandlingseffekt og prognose [1].

Kilder til usikkerhed:

En af de mest uspecifikke markører. Tilstande som galdesten, betændelse i galdeblæren eller bugspytkirtlen og leversygdomme fører ofte til meget høje værdier af CA 19-9, selv uden tegn på kræft.
Desuden mangler ca. 5-10% af befolkningen det enzym, der producerer CA 19-9, og hos dem vil værdien altid være nul, selv ved fremskreden sygdom.

Specifikke tumormarkører

Tumormarkører symboliseret ved en lys rund celle og strenge der løber bag denne. Mørk baggrund med flere mindre celler.

Disse markører er ofte knyttet til mere sjældne kræftformer eller anvendes i særlige situationer.

Beta-2-Mikroglobulin (B2M)

Anvendelse:

Et protein på overfladen af de fleste celler, der bruges som markør ved visse blodsygdomme, herunder myelomatose (knoglemarvskræft) og kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). Et højt niveau er ofte forbundet med en dårligere prognose [10].

Kilder til usikkerhed:

Niveauet påvirkes kraftigt af nyrefunktionen. Personer med nedsat nyrefunktion vil have et forhøjet B2M-niveau uden, at det har med kræft at gøre.
Akutte infektioner og autoimmune sygdomme kan også øge værdien uden kræftrelation [10].

Calcitonin

Anvendelse:

Et hormon, der produceres i skjoldbruskkirtlen. Det er en meget specifik og følsom markør for den sjældne kræftform medullær thyroideacancer.
Den bruges både til diagnose og til at opdage tilbagefald efter behandling [11].

Kilder til usikkerhed:

Selvom markøren er meget specifik, kan let forhøjede værdier ses ved nyresvigt, autoimmune sygdomme i skjoldbruskkirtlen, og ved brug af visse typer mavesårsmedicin (protonpumpehæmmere) [11].

Laktatdehydrogenase (LDH)

Anvendelse:

Et enzym, der findes i næsten alle kroppens celler og frigives ved celleskade. Det er en meget uspecifik markør for kræft, men kan bruges til at vurdere prognose og sygdomsbyrde ved bl.a. testikelkræft, lymfomer, leukæmi og modermærkekræft [12].
En faldende LDH under behandling er et godt tegn.

Kilder til usikkerhed:

Listen er meget lang. Forhøjet LDH ses ved utallige tilstande, der involverer celleskade, herunder blodmangel (hæmolyse), blodprop i hjertet, leversygdomme, muskelskader, nyresygdomme og alvorlige infektioner [12].

Neuron-specifik enolase (NSE)

Anvendelse:

Et enzym, der primært findes i nervevæv og neuroendokrine celler. Det anvendes som markør ved småcellet lungekræft og neuroblastom (en børnekræftform), hvor niveauet afspejler tumormængden [13].

Kilder til usikkerhed:

Markøren er meget følsom over for håndtering af blodprøven. Ødelæggelse af røde blodlegemer (hæmolyse) i prøveglasset kan give et falsk forhøjet resultat. Visse godartede lunge- og hjernesygdomme kan også øge niveauet [13].

Thyroglobulin

Anvendelse:

Et protein, der udelukkende produceres i skjoldbruskkirtlen. Det er en ekstremt effektiv markør til opfølgning efter behandling for de mest almindelige former for kræft i skjoldbruskkirtlen.
Når kirtlen er fjernet kirurgisk, bør niveauet være umåleligt lavt. En målbar eller stigende værdi er et stærkt tegn på tilbagefald [14].

Kilder til usikkerhed:

Prøven er kun valid, hvis hele skjoldbruskkirtlen er fjernet. Betændelse i eventuelt tilbageværende kirtelvæv (thyroiditis) eller godartede knuder kan også frigive thyroglobulin.
Desuden kan visse personer danne antistoffer mod thyroglobulin, hvilket gør målingen upålidelig [14].

Begrænsninger og usikkerhed

Tumormarkører symboliseret ved et øjelignende element i centrum og lysende farve med små model-celler omkring denne.

Den kliniske værdi af tumormarkører er begrænset af flere grundlæggende problemer, som det er vigtigt at være bevidst om:

Falsk positive resultater: Som beskrevet ovenfor kan en person have en forhøjet værdi på grund af en helt godartet tilstand. Dette kan skabe unødig frygt og føre til en kaskade af yderligere, ofte ubehagelige, undersøgelser.
Falsk negative resultater: En person kan have en aktiv kræftsygdom, uden at tumormarkøren er forhøjet. Enten fordi den specifikke kræftknude ikke producerer markøren, eller fordi niveauet endnu ikke er højt nok til at kunne måles.
En “normal” værdi er derfor ingen garanti for, at alt er i orden.
Psykologisk belastning: For personer i et kontrolforløb kan ventetiden på svar og selv små udsving i værdierne være en enorm psykisk belastning. En lille stigning kan føre til stor angst for tilbagefald, selvom stigningen kan skyldes helt harmløse årsager.

Fremtidens tumormarkører og forskning

Tumormarkører symboliseret ved et spinkelt urværk i hvidt med rød viser.

Forskningen bevæger sig i retning af mere præcise metoder. Et af de mest lovende områder er “flydende biopsier” (liquid biopsies). Her analyserer man ikke traditionelle protein-markører, men leder i stedet efter små fragmenter af kræftcellers DNA (kaldet cirkulerende tumor-DNA eller ctDNA) i en blodprøve.

Disse metoder har potentiale til at være langt mere specifikke og følsomme. Forskning viser, at de kan opdage tilbagefald tidligere end scanninger [8], hjælpe med at prioritere patienter til behandling [9] og afgøre, hvem der vil have gavn af en given behandling [3].

Almene blodprøver ved mistanke om sygdom

Tumormarkører symboliseret ved blå baggrund med et center og ringe omkring dette.

Disse prøver tages ofte som en del af den indledende udredning for at få et generelt billede af kroppens helbredstilstand. De kan ikke diagnosticere kræft, men kan give vigtige indikationer.

Almene Blodprøver ved Mistanke om Sygdom

Blodprøve	Hvad den primært kan indikere
Basisk Fosfatase*	Sygdom i lever eller knogler (f.eks. metastaser).
Calcium (kalk)	Knoglemetastaser, myelomatose, visse hormonproducerende tumorer.
CRP (C-reaktivt protein)	Akut inflammation. Kan være forhøjet ved kræft, men især ved infektioner.
Hæmatologi (blodbillede)	Anæmi (blodmangel), infektion, påvirkning af knoglemarven.
LDH (Laktatdehydrogenase)*	Generel celleskade, tegn på høj celleomsætning.
Levertal*	Spredning (metastaser) til leveren, primær leversygdom.
Nyretal	Generel helbredstilstand, vigtigt at kende før start af behandling.
SR (Sænkningsreaktion)	Kronisk inflammation. En mere “langsom” markør end CRP.

* Uspecifikke markører: Disse markører (Levertal, Basisk Fosfatase, LDH, CRP, B2M) er ikke specifikke for kræft. De kan være forhøjede ved en lang række andre tilstande, f.eks. inflammation, infektioner eller sygdom i andre organer, og skal altid tolkes med stor forsigtighed.

Specifikke tumor- og vævsmarkører

Tumormarkører symboliseret ved små opslag med noter og pile mellem disse.

Denne oversigt viser de specifikke markører, der er knyttet til de enkelte kræftdiagnoser.

Kræfttype (og undertype)	Tumormarkører (i blodet)	Vævsmarkører (fra biopsi)**
Blærekræft	NMP22, BTA (i urin)	–
Brystkræft	CA 15-3, CA 27.29	ER/PR (Hormon-receptorer), HER2, Ki-67
Bugspytkirtel-kræft:
– Adenokarcinom	CA 19-9	–
– Neuroendokrin (NET)	Chromogranin A (CgA)	Ki-67, Somatostatin-receptor
Leverkræft	AFP (Alfa-føto-protein)	–
Livmoderhalskræft	SCC, CEA	PD-L1
Lungekræft:
– Ikke-småcellet	CEA, CYFRA 21-1	PD-L1, EGFR, ALK, ROS1 m.fl.
– Småcellet	NSE, ProGRP	–
Lymfom (lymfekræft)	B2M, LDH	–
Mavekræft	CEA, CA 19-9, CA 72-4	HER2 (visse typer), PD-L1
Modermærkekræft	LDH*, S100	BRAF-mutation
Myelomatose (knoglemarvskæft)	M-komponent, Frie lette kæder, B2M*	Plasmacelle-andel (fra knoglemarv)
Prostatakræft	PSA	Gleason-score
Skjoldbruskkirtelkræft:
– Papillær/follikulær	Thyroglobulin (efter op.)	BRAF-mutation
– Medullær	Calcitonin	–
Testikelkræft	AFP, hCG, LDH*	–
Tyk- og endetarmskræft	CEA	RAS/BRAF-mutationer, MSI-status
Æggestokkræft	CA 125	BRCA-mutation, HRD-status

Fed skrift: Markører med fed skrift er de primære og klinisk mest centrale for den pågældende kræfttype.

** Vævsmarkører: Disse markører måles i en vævsprøve (biopsi) fra selve tumoren, ikke i en almindelig blodprøve. De er afgørende for at bestemme kræftens præcise undertype og for at vælge den korrekte behandling (f.eks. antihormonbehandling, immunterapi eller målrettet behandling).

Konklusion

Tumormarkører symboliseret ved et laboratorie med dna-strenge og molekyler hen over.

Tumormarkører er et redskab med en række meget specifikke og afgrænsede funktioner i kræftbehandlingen. De er mest værdifulde, når de bruges til at følge en kendt sygdom over tid, hvor tendensen – om værdien stiger eller falder – er vigtigere end det enkelte tal. De er dog behæftet med så stor usikkerhed og så mange potentielle fejlkilder, at de sjældent kan bruges til at stille en diagnose og aldrig bør tolkes isoleret.

En dybdegående samtale med den behandlende læge om, hvad et specifikt tal betyder i den enkeltes unikke situation, er helt essentiel for at undgå misforståelser og unødig bekymring.

Diagnose

Tumormarkører ved kræft

Resumé om tumormarkører

Hvad er en tumormarkør

Hvordan måles tumormarkører

Uddybende om specifikke tumormarkører

Hyppigt anvendte tumormarkører

PSA (Prostata specifikt antigen)

CA 125 (Cancer antigen 125)

CEA (Karcino-embryonalt antigen)

CA 15-3

CA 19-9

Specifikke tumormarkører

Beta-2-Mikroglobulin (B2M)

Calcitonin

Laktatdehydrogenase (LDH)

Neuron-specifik enolase (NSE)

Thyroglobulin

Begrænsninger og usikkerhed

Fremtidens tumormarkører og forskning

Almene blodprøver ved mistanke om sygdom

Almene Blodprøver ved Mistanke om Sygdom

Specifikke tumor- og vævsmarkører

Konklusion

Links