(Til menu)

Herunder omtales:

• Bevacizumab (Avastin)
• Cetuximab (Erbitux)
• Panitumumab (Vectibix)
• Pertuzumab (Perjeta)
• Rituximab (MabThera)
• Trastuzumab (Herceptin)

Hvad er Monoklonale antistoffer

Monoklonale antistoffer er en type protein, der er designet til at binde sig til specifikke mål i kroppen, ofte til proteiner på overfladen af celler. De er som små, målrettede missiler, der kan bruges til at bekæmpe sygdomme som kræft, autoimmune sygdomme og infektioner.

Monoklonale antistoffer (Identiske antistoffer fra én klon) er således en form for præcisionsvåben i kræftbehandlingen. Der er tale om en type målrettet terapi, der spiller en stadig vigtigere rolle i behandlingen af en bred vifte af kræftformer. De er laboratoriefremstillede antistoffer, der er designet til at genkende og binde sig til specifikke molekyler, antigener, på overfladen af kræftceller.

Denne præcise binding kan udløse forskellige mekanismer, der hæmmer kræftcellernes vækst og overlevelse, eller som hjælper immunsystemet med at genkende og ødelægge dem.

Hvordan fremstilles monoklonale antistoffer

Monoklonale antistoffer produceres i laboratoriet ved hjælp af en teknik, der kaldes hybridomteknologi.

Hybridom

Dette refererer til en celletype, der er skabt ved at fusionere en antistofproducerende B-celle med en myelomcelle (en type kræftcelle). Resultatet er en hybridcelle, der både kan producere antistoffer og dele sig uendeligt.

Processen involverer:

Immunisering

En mus (eller andet dyr) immuniseres med det specifikke antigen (målprotein), som antistoffet skal binde sig til.

Fusion

B-lymfocytter (en type hvide blodlegemer, der producerer antistoffer) fra musen isoleres og fusioneres med myelomceller (kræftceller). Dette skaber hybridomceller, der kan producere antistoffer og dele sig uendeligt.

Selektion

Hybridomcellerne screenes (undersøges) for at finde dem, der producerer det ønskede antistof.

Opformering

De udvalgte hybridomceller opformeres i laboratoriet, så de producerer store mængder af det monoklonale antistof.

Hvordan virker monoklonale antistoffer

Monoklonale antistoffer virker ved at binde sig til specifikke antigener på kræftceller. Denne binding kan have forskellige effekter:

1. Direkte hæmning af kræftcellevækst

Blokering af vækstsignaler

Nogle monoklonale antistoffer binder sig til receptorer på kræftceller, der normalt modtager vækstsignaler. Ved at blokere disse receptorer, forhindres signalerne i at nå ind i cellen og aktivere processer, der fremmer cellevækst og deling.

Eksempel

Cetuximab (Erbitux) binder sig til epidermal (vedrørende overhuden) vækstfaktorreceptor (EGFR), der er overudtrykt i nogle kræftformer, og blokerer dermed bindingen af vækstfaktorer.

Inducering af apoptose

Bindingen af monoklonale antistoffer kan udløse programmeret celledød (apoptose) i kræftcellerne. Dette kan ske ved at aktivere "dødsreceptorer" på cellernes overflade eller ved at forstyrre signaler, der er nødvendige for cellernes overlevelse.

Eksempel

Rituximab (MabThera) binder sig til CD20-antigenet på B-celler og udløser apoptose.

2. Aktivering af immunsystemet

Antistofafhængig cellulær cytotoksicitet (ADCC)

Monoklonale antistoffer kan "mærke" kræftceller, så de genkendes af immunceller, såsom NK-celler (natural killer cells) og makrofager. Disse immunceller har receptorer, der kan binde sig til den konstante region (Fc-regionen) af antistofferne. Når antistofferne binder sig til kræftcellerne, kan immuncellerne binde sig til antistofferne og ødelægge kræftcellerne.

Eksempel

Trastuzumab (Herceptin) binder sig til HER2-receptoren på brystkræftceller og aktiverer ADCC.

Komplementaktivering

Monoklonale antistoffer kan aktivere komplementsystemet, en del af immunsystemet, der kan ødelægge kræftceller ved at danne huller i deres cellemembran. Komplementsystemet består af en række proteiner, der cirkulerer i blodet. Når et monoklonalt antistof binder sig til en kræftcelle, kan det aktivere komplementproteinerne, der danner et "membranangrebskompleks" (MAC), der ødelægger cellemembranen.

Eksempel

Ofatumumab (Arzerra) binder sig til CD20-antigenet på B-celler og aktiverer komplementsystemet.

3. Levering af lægemidler eller toksiner

Konjugerede monoklonale antistoffer

Nogle monoklonale antistoffer er koblet til et lægemiddel eller en toksin. Når antistoffet binder sig til kræftcellen, leveres lægemidlet eller toksinet direkte til cellen, hvilket øger effektiviteten og reducerer bivirkninger på raske celler.

Eksempel

Brentuximab vedotin (Adcetris) er et konjugeret monoklonalt antistof, der binder sig til CD30-antigenet på lymfomceller og leverer et celledræbende toksin til cellerne.

4. Blokering af angiogenese

Hæmning af blodkarvækst

Nogle monoklonale antistoffer binder sig til signalmolekyler, der er involveret i dannelsen af nye blodkar (angiogenese). Ved at blokere disse signalmolekyler, hæmmes blodkarvæksten, hvilket kan sulte kræfttumorer for næring og ilt.

Eksempel

Bevacizumab (Avastin) binder sig til VEGF (vascular endothelial growth factor), et protein, der er involveret i angiogenese.

Effekt på kræftceller

Monoklonale antistoffer har en målrettet effekt på kræftceller, der udtrykker specifikke antigener:

Hæmning af cellevækst og -deling

Monoklonale antistoffer kan blokere vækstsignaler eller udløse apoptose i kræftceller.

Ødelæggelse af kræftceller

Monoklonale antistoffer kan aktivere immunsystemet til at ødelægge kræftceller via ADCC (antistofafhængig cellulær cytotoksicitet) eller komplementaktivering (en del af immunsystemet).

Hæmning af angiogenese

Nogle monoklonale antistoffer kan hæmme dannelsen af nye blodkar, som kræfttumorer har brug for for at vokse.

Hæmning af metastase

Monoklonale antistoffer kan hæmme kræftcellernes evne til at sprede sig til andre dele af kroppen (metastase).

Effekt på raske celler

Monoklonale antistoffer er generelt mere specifikke end traditionel kemoterapi, men de kan også have bivirkninger:

Infusionreaktioner

Nogle patienter oplever infusionreaktioner, såsom feber, kulderystelser og udslæt, når de får monoklonale antistoffer intravenøst.

Allergiske reaktioner

I sjældne tilfælde kan monoklonale antistoffer forårsage allergiske reaktioner.

Immunrelaterede bivirkninger

Nogle monoklonale antistoffer kan forårsage immunrelaterede bivirkninger, såsom colitis (betændelse i tyktarmen) eller pneumonitis (lungebetændelse).

Organtoksicitet

Nogle monoklonale antistoffer kan forårsage toksicitet (giftvirkning) i specifikke organer, såsom hjerte, lever eller nyrer.

Eksempler på monoklonale antistoffer

Der findes mange forskellige monoklonale antistoffer, der er målrettet mod forskellige antigener. Nogle eksempler er (specificeres længere nede):

Trastuzumab (Herceptin)

Binder sig til HER2-receptoren, der er overudtrykt i nogle brystkræftformer.

Bevacizumab (Avastin)

Binder sig til VEGF (signalstof der stimulerer dannelse af nye blodkar), et protein, der er involveret i angiogenese.

Rituximab (MabThera)

Binder sig til CD20-antigenet (et protein på overfladen af B-celler, der bruges som mål for behandling af B-celle kræftformer), der findes på B-celler, og bruges til behandling af lymfomer og leukæmier.

Cetuximab (Erbitux)

Binder sig til EGFR ((Epidermal Growth Factor Receptor) er et protein, der findes på overfladen af celler. Det spiller en rolle i cellevækst og -deling), der er overudtrykt i nogle kræftformer i hoved-hals regionen og tyktarmen.

Ipilimumab (Yervoy)

Binder sig til CTLA-4, et protein, der regulerer T-celleaktivitet.

Nivolumab (Opdivo)

Binder sig til PD-1, et andet protein, der regulerer T-celleaktivitet.

Pembrolizumab (Keytruda)

Binder sig til PD-1 ("Bremse" på T-celler, der kan udnyttes af kræftceller til at undgå immunforsvaret).

Aspekter ved behandling

Hvem er egnet

Monoklonale antistoffer er kun effektive for patienter, hvis kræftceller udtrykker det specifikke antigen, som antistoffet er målrettet mod.

Kombinationsterapi

Monoklonale antistoffer kan bruges alene eller i kombination med andre behandlinger, såsom kemoterapi eller strålebehandling.

Resistens

Kræftceller kan udvikle resistens over for monoklonale antistoffer over tid. Der forskes i at udvikle nye monoklonale antistoffer og kombinationsbehandlinger for at overvinde resistens.

Bivirkningshåndtering

Det er vigtigt og nødvendigt at overvåge patienter for bivirkninger og behandle dem hurtigt og effektivt.

Sådan foregår behandlingen

Behandlingen med monoklonale antistoffer foregår typisk ved intravenøs infusion, hvor antistoffet gives direkte ind i en blodåre. Her er en mere detaljeret beskrivelse af processen:

1. Forberedelse:

• Patientvurdering: Før behandlingen vil lægen vurdere patientens generelle helbredstilstand og sygdomshistorie for at sikre, at de er egnet til behandling med monoklonale antistoffer.
• Tests: Der kan udføres forskellige tests, såsom blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser, for at vurdere patientens sygdom og forudsige respons på behandlingen.
• Information og samtykke: Lægen vil informere patienten om behandlingen, herunder forventede fordele, mulige bivirkninger og alternative behandlingsmuligheder. Patienten skal give informeret samtykke til behandlingen.

2. Infusion:

• Infusionssted: Infusionen gives typisk på et hospital, hvor der er adgang til medicinsk personale og udstyr til at håndtere eventuelle bivirkninger.
• Infusionens varighed: Varigheden af infusionen kan variere afhængigt af det specifikke monoklonale antistof og patientens individuelle behov. Det kan tage fra 30 minutter til flere timer.
• Overvågning: Under infusionen overvåges patienten for eventuelle bivirkninger, såsom allergiske reaktioner eller infusionreaktioner.

3. Efter infusionen:

• Observation: Patienten observeres typisk i en periode efter infusionen for at sikre, at der ikke opstår forsinkede bivirkninger.
• Opfølgning: Lægen vil planlægge opfølgende besøg for at overvåge patientens respons på behandlingen og håndtere eventuelle bivirkninger.
• Yderligere behandling: I nogle tilfælde kan monoklonale antistoffer gives i kombination med andre behandlinger, såsom kemoterapi eller strålebehandling.

Hvordan gives behandlingen

1. Kemoterapi (Platinbaserede præparater, Taxaner, Antimetabolitter):

Administrationsmåde:

• Intravenøs infusion: De fleste kemoterapeutika gives direkte ind i en blodåre.
• Oralt: Nogle antimetabolitter, som f.eks. methotrexat, kan gives som tabletter.
• Behandlingscyklus: Kemoterapi gives typisk i cyklusser med pauser imellem, for at give kroppen tid til at restituere sig.
• Varighed: Varigheden af kemoterapi afhænger af kræfttype, stadie og respons på behandling.
• Bivirkningshåndtering: Kemoterapi kan have en række bivirkninger, såsom kvalme, opkastning, hårtab og træthed. Der findes forskellige måder at håndtere disse bivirkninger på, f.eks. medicin mod kvalme og vækstfaktorer til at stimulere bloddannelsen.

2. Hormonbehandling (Tamoxifen, Anastrozol, Enzalutamid):

Administrationsmåde:

• Oralt: Hormonbehandling gives typisk som tabletter, der tages dagligt.
• Varighed: Varigheden af hormonbehandling afhænger af kræfttype og stadie. I nogle tilfælde kan det være langvarig behandling (f.eks. 5 år eller mere).
• Bivirkningshåndtering: Hormonbehandling kan have bivirkninger, såsom hedeture, knogletab og humørsvingninger. Der findes forskellige måder at håndtere disse bivirkninger på, f.eks. medicin mod knogletab og hormonbehandling for at lindre hedeture.

3. Immunterapi (Checkpoint-hæmmere, CAR-T-celleterapi):

Checkpoint-hæmmere:

• Administrationsmåde: Intravenøs infusion.
• Hyppighed: Gives typisk hver 2.-3. uge.
• Varighed: Afhænger af respons på behandling og kan fortsætte i måneder eller år.
• Bivirkningshåndtering: Kan forårsage immunrelaterede bivirkninger, der kræver behandling.

CAR-T-celleterapi:

• En kompleks proces, der involverer udtagning af patientens T-celler, genmodifikation, opformering og reinfusion.
• Kræver specialiserede centre og tæt overvågning af patienten.
• Kan forårsage alvorlige bivirkninger, såsom cytokinafrigørelsessyndrom (CRS) og neurotoksicitet.

4. Målrettet terapi (Tyrosinkinasehæmmere):

Administrationsmåde:

• Oralt: De fleste tyrosinkinasehæmmere gives som tabletter.
• Varighed: Afhænger af respons på behandling og kan fortsætte i måneder eller år.
• Bivirkningshåndtering: Kan forårsage en række bivirkninger, der afhænger af det specifikke lægemiddel.

5. Angiogenesehæmmere (Bevacizumab):

• Administrationsmåde: Intravenøs infusion.
• Hyppighed: Gives typisk hver 2.-3. uge.
• Varighed: Afhænger af respons på behandling og kan fortsætte i måneder eller år.
• Bivirkningshåndtering: Kan forårsage bivirkninger, såsom forhøjet blodtryk og blødning.

Hyppighed af behandling

Hyppigheden af behandling med monoklonale antistoffer varierer afhængigt af det specifikke antistof og patientens individuelle behov. Nogle antistoffer gives en gang om ugen, mens andre gives hver anden eller tredje uge. Behandlingen kan fortsætte i flere måneder eller år, afhængigt af patientens respons og sygdommens progression.

Andre administrationsmåder:

Selvom intravenøs infusion er den mest almindelige administrationsmåde for monoklonale antistoffer, er der også andre muligheder:

Subkutan injektion

Nogle monoklonale antistoffer kan gives som en injektion under huden.

Intramuskulær injektion

Nogle monoklonale antistoffer kan gives som en injektion i en muskel.

Generelle bemærkninger

Individualiseret behandling

Behandlingsforløbet og administrationsmåden kan variere afhængigt af patientens individuelle behov og den specifikke kræftform.

Opfølgning

Regelmæssig opfølgning er vigtig for at overvåge respons på behandling og håndtere eventuelle bivirkninger.

Kommunikation med lægen

Det er vigtigt at have en åben dialog med lægen om behandlingen og eventuelle spørgsmål eller bekymringer.

Bemærk

Denne information er kun til generel information og erstatter ikke professionel medicinsk rådgivning. Det er altid vigtigt at tale med din læge om din specifikke situation og behandling.

Konklusion

Monoklonale antistoffer er en vigtig klasse af målrettede kræftlægemidler, der har forbedret behandlingen af en række kræftformer. De virker ved at binde sig til specifikke antigener på kræftceller og udløse forskellige mekanismer, der hæmmer kræftcellernes vækst og overlevelse. Monoklonale antistoffer kan have bivirkninger, men de er generelt veltolererede og har en højere specificitet end traditionel kemoterapi.

Statistikker

(rul til)

Disse statistikker er baseret på gennemsnitlige resultater fra store grupper af patienter. Den individuelle effekt af Monoklonale antistoffer kan variere betydeligt afhængigt af kræfttype, stadie, patientens generelle sundhedstilstand og andre faktorer.

Bemærk

De nævnte tal stammer fra Gemini Advanced. Jeg har ingen mulighed for at tjekke pålideligheden. Men den er sædvanligvis pålidelig.

Se også Angiogenesehæmmere

Se også Trastuzumab

Se også Hormonbehandling

Se også Naturlige antihormoner

Til topmenu

Links

L01XC Monoklonale antistoffer (Medicin.dk)

Molekylær målrettet behandling af hæmatologiske sygdomme med monoklonale antistoffer og tyrosinkinasehæmmere (Ugeskrift for Læger)

Anti-CD20 monoklonale antistoffer (Medicin.dk)

Topotecan og Bevacizumab (Avastin), behandling med (Herlev Hospital)

Erbitux® (Medicin.dk)

Cetuximab (Erbitux) (Cancer Research UK)

Vectibix (Medicin.dk)

Vectibix 20 mg/ml koncentrat til infusionsvæske, opløsning panitumumab (Lægemiddelstyrelsen)

Perjeta (Medicin.dk)

Mabthera® (Medicin.dk)

Rituximab (MabThera) (Esbjerg og Grinsted Sygehus)

Herceptin (Medicin.dk)

Herceptin (Nordsjællands Hospital)

Herceptin 150 mg pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning Trastuzumab (Lægemiddelstyrelsen)

Medicinsk efterbehandling med lægemidlet trastuzumab (Herceptin) (DBCG)

Trastuzumab som drop, behandling med (Herlev Hospital)

Kilde

#Monoklonale-antistoffer

#Bevacizumab (Avastin)

#Cetuximab (Erbitux)

#Panitumumab (Vectibix)

#Pertuzumab (Perjeta)

#Rituximab (MabThera)

#Trastuzumab (Herceptin)

Gemini/Bard.ai www.gemini.com d. 23.12.24 (bearbejdet)

❤

Hvad du læser på Jeg har Kræft er ikke en anbefaling. Søg kompetent vejledning.