Lungefunktions-test ved kræft

Resumé om Lungefunktionstest

Hvad det er:

En samlebetegnelse for tests, der måler, hvor godt lungerne fungerer. Den måler, hvor meget luft man kan puste ud, hvor hurtigt man kan gøre det, og hvor effektivt lungerne optager ilt.

Hvordan det føles:

Undersøgelsen kræver, at man puster kraftigt og længe. Det er anstrengende og kan medføre forbigående svimmelhed, hoste og en følelse af åndenød.

Hvad det bruges til:

Anvendes til at diagnosticere og overvåge lungesygdomme som KOL og astma. Bruges også til at vurdere, om lungevævet har taget skade efter kræftbehandling, eksempelvis stråleterapi eller visse typer kemoterapi.

Hvad er en lungefunktionstest

Lungefunktionstest symboliseret ved en tegning af en mand der sidder med en slange til måling af åndedræt. Denne er koblet til en computer. Over denne er vist tegning af et sæt lunger.

En lungefunktionstest, ofte kaldet en spirometri, er ikke én enkelt test, men en række målinger, der undersøger lungernes kapacitet og effektivitet. Formålet er at få et objektivt mål for, hvordan lungerne klarer deres primære opgaver, nemlig at flytte luft ind og ud (ventilation) og at overføre ilt fra luften til blodet (gasudveksling).

Testen er et centralt redskab til at stille diagnoser og vurdere sværhedsgraden af lungesygdomme.

Hvorfor foretages testen

Lungefunktionstest symboliseret ved model af menneskes overkrop med lyserøde lunger vist. Her kan også alveolerne ses. Mennesket er lilla.

Man får foretaget en lungefunktionstest af flere årsager:

Ved symptomer:

For at finde årsagen til vedvarende hoste, åndenød eller en pibende vejrtrækning.

Diagnostik:

Til at stille diagnoser som KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) og astma.

Vurdering før operation:

For at vurdere risikoen ved en operation, der kræver fuld bedøvelse, da bedøvelsen påvirker vejrtrækningen.

Monitorering af behandling:

I et kræftforløb er testen vigtig for at overvåge lungernes tilstand. Både strålebehandling mod brystkassen og behandlinger med visse typer kemoterapi (eksempelvis Bleomycin) kan medføre skader på lungevævet, hvilket kan føre til ardannelse (lungefibrose).
Lungefunktionstesten kan opdage disse ændringer tidligt.

De primære lungefunktionstests

Lungefunktionstest symboliseret ved et sæt lunger med en masse tætskrevet tekst. Lys baggrund.

En fuld lungefunktionsundersøgelse består ofte af flere dele, der tilsammen giver et komplet billede.

Spirometri (måling af luftstrøm og volumen)

Spirometri er den mest almindelige lungefunktionstest og måler primært to ting:

Hvor meget luft man kan flytte, og
Hvor hurtigt man kan gøre det

Undersøgelsen foregår siddende, og man får en næseklemme på for at sikre, at al luft passerer gennem munden.

Man instrueres i at trække vejret dybt ind og derefter puste al luft ud så kraftigt, hurtigt og længe, som man overhovedet kan, i et mundstykke. Manøvren gentages mindst tre gange for at sikre et pålideligt resultat.

De vigtigste målresultater er:

FVC (Forceret Vital Kapacitet):

Den samlede mængde luft (målt i liter), man kan puste ud på én kraftig udånding efter at have fyldt lungerne helt.

FEV1 (Forceret Ekspiratorisk Volumen i 1. sekund):

Den mængde luft, man kan puste ud i det første sekund af udåndingen.

Fortolkning af FEV1 og FVC:

Resultaterne tolkes ved at se på forholdet mellem de to tal (FEV1/FVC-ratioen).
Dette hjælper med at skelne mellem to hovedtyper af lungesygdomme:
- Obstruktiv lungesygdom: (Fx KOL eller astma). Her er luftvejene forsnævrede. Man kan godt have en normal total lungekapacitet (FVC), men det er svært at få luften hurtigt ud. Derfor vil FEV1 (den mængde, der kommer ud det første sekund) være markant nedsat. En lav FEV1/FVC-ratio tyder på obstruktion.
- Restriktiv lungesygdom: (Fx lungefibrose efter stråling). Her er selve lungevævet blevet stift og uelastisk. Problemet er ikke at få luften ud, men at lungerne ikke kan udvide sig og indeholde nok luft. Derfor vil den totale kapacitet (FVC) være nedsat. Fordi luftvejene ikke er blokerede, vil man ofte kunne puste en normal andel ud det første sekund, hvilket giver en normal eller endda høj FEV1/FVC-ratio.

Ofte suppleres testen med en reversibilitetstest. Her får man luftvejsudvidende medicin (typisk i form af en inhalation), hvorefter man venter 15-20 minutter og gentager spirometrien. Hvis FEV1 forbedres markant (bliver “reversibel”), tyder det stærkt på astma.

Måling af diffusionskapacitet (DLCO)

Denne test måler, hvor effektivt ilt overføres fra lungernes mindste luftblærer (alveolerne) til blodet i de små blodkar (kapillærer). Den måler med andre ord kvaliteten af selve lungevævet og dets evne til at udføre gasudveksling.

Udførelse:

Under testen ånder man en luftblanding ind, der indeholder en meget lille og ufarlig mængde kulilte (CO). Man skal holde vejret i cirka 10 sekunder og derefter puste ud. Apparatet måler, hvor meget af kulilten der er blevet optaget i blodet (kulilte binder sig meget effektivt til blod, og er derfor en god markør for optagelsesevnen).

Fortolkning af DLCO:

En nedsat diffusionskapacitet (lavt DLCO-tal) betyder, at transporten af ilt fra lunge til blod er hæmmet. Dette ses typisk ved sygdomme, der ødelægger eller beskadiger selve lungevævet og barrieren mellem luft og blod:

Lungefibrose: Når strålebehandling eller kemoterapi (som Bleomycin) skaber arvæv i lungerne, bliver væggen mellem alveoler og blodkar tykkere, hvilket nedsætter transportevnen markant.
Emfysem (en del af KOL): Her er selve alveolevæggene ødelagte, hvilket reducerer det samlede overfladeareal, hvor gassen kan udveksles.

Man kan godt have en normal spirometri (normal FEV1/FVC), men samtidig have en alvorligt nedsat DLCO. Dette er et klassisk tegn på en tidlig diffus lungesygdom, som f.eks. fibrose, hvor det endnu ikke er stivheden (FVC), men selve gasudvekslingen (DLCO), der er ramt.

Måling af lungevolumen (Helkropspletysmografi)

En almindelig spirometri kan ikke måle den luft, der er tilbage i lungerne, efter man har pustet helt ud (kaldet residualvolumen). For at måle den totale lungekapacitet (TLC) anvendes derfor ofte en helkrops-plethysmografi.

Dette foregår i en lukket, gennemsigtig boks, der ligner en lille telefonboks. Man sidder inde i boksen og trækker vejret i et mundstykke. Mens man trækker vejret, lukkes en klap kortvarigt, og man skal lave små “gispe”-bevægelser mod den lukkede klap. Ved at måle trykændringerne i boksen kan apparatet præcist beregne det samlede lungevolumen.

Undersøgelsen kan føles klaustrofobisk for personer, der har det svært med små, lukkede rum.

Forberedelse til testen

Lungefunktionstest symboliseret ved billede af planten lungeurt på sort baggrund.

For at få det mest præcise resultat, skal man typisk:

Undgå at ryge i timerne op til testen.
Undgå hård fysisk anstrengelse umiddelbart før.
Undgå et stort måltid umiddelbart inden.
Eventuelt holde pause med inhaleret luftvejsudvidende medicin (dette skal altid aftales med det personale, der har henvist til testen).

Risici og ubehag

Lungefunktionstest symboliseret ved tegning af et sæt lunger og en masse faktorer der kan påvirke disse. Herunder sund kost som fisk.

Selve lungefunktionstesten er en sikker, ikke-invasiv undersøgelse (der er ingen nåle eller kirurgi). Det betyder dog ikke, at den er behagelig. Det er vigtigt at være forberedt på det (begrænsede) ubehag, der følger med.

Det er anstrengende:

Hele formålet er at presse lungerne maksimalt. Det kræver mange kræfter, og man kan blive meget træt bagefter, især hvis man i forvejen er svækket af sygdom.

Svimmelhed:

Den kraftige og hurtige vejrtrækning (hyperventilation) er en almindelig årsag til, at man føler sig svimmel og let i hovedet lige efter en måling. Dette er forventeligt og går hurtigt over.

Hoste og åndenød:

Den kraftige udånding kan fremprovokere hosteanfald og give en stærk følelse af åndenød.

Klaustrofobi:

Som nævnt kan testen i glasboksen (body plethysmografi) fremkalde ubehag, hvis man lider af klaustrofobi.

Sjældne risici:

Fordi manøvren øger trykket i brystkassen og hovedet, vil man normalt ikke udføre testen, hvis man har haft et nyligt hjerteanfald, en hjerneblødning eller er nyopereret i øjne eller bughule.

Konklusion

Lungefunktionstest symboliseret ved et billede fra en skov, hvor der ses et ahornblad forrest i billedet og nogle blå bobler omkring dette.

En lungefunktionstest er en anstrengende undersøgelse, der kan føles ubehagelig på grund af den kraftige udånding.

Testen er dog et yderst værdifuldt redskab. Den giver præcise data om lungernes tilstand, som ikke kan måles på andre måder.

For personer i et kræftforløb er den afgørende for at holde øje med, om behandlingerne påvirker lungevævet, så man bør justere behandlingen, før en eventuel skade udvikler sig.

Diagnose