Dendrit celleterapi ved kræft

Hvad er Dendrit celleterapi

Dendritcelleterapi, også kendt som dendritisk celleterapi, er en form for immunbaseret kræftbehandling (immunterapi), der udnytter kroppens eget immunsystem til at bekæmpe kræft. Den tager udgangspunkt i dendritiske celler, som er en type immuncelle med en afgørende rolle i at starte og dirigere immunresponset. Forestil dig dem som immunforsvarets “undervisere” eller “dirigenter”.

Hvad er dendritiske celler

Dendritiske celler er specialiserede immunceller, der findes i hele kroppen. Deres primære funktion er at fange antigener. Antigener er stoffer, der kan fremkalde et immunrespons. I forbindelse med kræft er tumorantigener specifikke molekyler, der findes på overfladen af kræftceller.

Når dendritiske celler har fanget antigener, modnes de og migrerer til lymfeknuderne. I lymfeknuderne vil de fangede antigener blive “præsenteret” for andre immunceller, primært T-celler. Denne præsentation aktiverer T-cellerne, som derefter kan genkende og angribe celler, der bærer de pågældende antigener – i dette tilfælde kræftcellerne.

Dendritiske celler er derfor nøglen til at igangsætte et effektivt immunrespons mod kræft. Ved at manipulere og styrke funktionen af disse celler, sigter dendritcelleterapi mod at skabe et kraftfuldt og specifikt angreb på kræftsvulsten.

Hvordan foregår dendritcelleterapi

Processen ved dendritcelleterapi er typisk kompleks og involverer flere koordinerede trin:

1. Udtagning af patientens egne immunceller (leukapherese)

Behandlingen starter normalt med en proces kaldet leukapherese. Her tappes patientens blod fra en vene i den ene arm, gennem en maskine, der separerer de hvide blodlegemer (som indeholder monocytter (forstadier til de dendritiske celler)).

Under leukapheresen sorteres/separeres de hvide blodlegemer (som indeholder monocytter (forstadier til de dendritiske celler) fra. Og i en samlet proces føres det resterende blod tilbage i en vene i patientens anden arm.

Således foregår sorteringen i direkte forbindelse med tapningen.

2. Isolering og modning af dendritiske celler i laboratoriet

De udtagne hvide blodlegemer sendes til et specialiseret laboratorium, hvor de dyrkes i isolerede omgivelser. Under dyrkningen udsættes de for forskellige vækstfaktorer og cytokiner (signalmolekyler), der stimulerer dem til at modne til fuldt funktionelle dendritiske celler.

3. Podning af dendritiske celler med tumorantigener

De modnede dendritiske celler “læres” nu at genkende patientens specifikke kræftceller. Dette gøres ved at eksponere dem for tumorantigener i laboratoriet. Antigenerne kan komme fra forskellige kilder:

Tumorvæv fra patienten selv: Hvis det er muligt, kan man bruge væv fra patientens egen tumor, som indeholder et bredt spektrum af relevante antigener.
Kræftcellelinjer: Man kan bruge etablerede kræftcellelinjer, der deler antigener med patientens kræft.
Syntetiske peptider: Specifikke tumorantigener kan identificeres og syntetisk fremstilles (peptider).
Tumor-RNA eller DNA: Genetisk materiale fra tumoren kan bruges til at instruere de dendritiske celler i at producere de relevante antigener.

4. Aktivering af de “læste” dendritiske celler

Efter at være blevet “lastet” med tumorantigener, aktiveres de dendritiske celler yderligere for at sikre, at de er fuldt ud i stand til at stimulere T-cellerne effektivt. Dette kan gøres ved at tilføje yderligere signalmolekyler.

5. Tilbageførsel af de aktiverede dendritiske celler til patienten – selve vaccinationen

Den mest anvendte metode er tilbageførsel af de aktiverede dendritiske celler som venøs indgift.

Men også andre metoder bliver undersøgt og anvendt. Især i kliniske forsøg og afhængigt af kræfttypen og den specifikke dendritiske celleterapi-protokol.

Vaccination i vene:

De nu “trænede” og aktiverede dendritiske celler føres typisk tilbage til patientens krop via en intravenøs infusion (et drop i en blodåre).

Vaccination i huden – hvorfor:

Naturlig placering: Dendritiske celler findes naturligt i huden, hvor de spiller en afgørende rolle i immunovervågningen. Ved at injicere dem i huden kan man efterligne dette naturlige miljø og potentielt forbedre deres migration til lymfeknuderne, hvor de effektivt kan aktivere T-celler (en type immuncelle).
Effektiv transport: Studier har vist, at dendritiske celler, der injiceres intradermalt (i huden) eller subkutant (under huden), effektivt kan vandre til de drænende lymfeknuder, som er vigtige steder for at starte et immunrespons.
Målrettet levering: I nogle tilfælde, for hudkræft eller tilstande med hudmanifestationer, kan injektion af dendritiske celler direkte i eller tæt på det berørte område endvidere tilbyde en mere målrettet tilgang.

Administrationsvejen er en kritisk faktor, der undersøges i forskningen inden for dendritisk celleterapi for at bestemme den mest effektive måde at levere cellerne og generere et robust anti-kræft immunrespons. Forskellige veje kan være optimale for forskellige typer kræft eller stadier af behandlingen.

6. Aktivering af T-celler i patienten

Når de tilbageførte dendritiske celler cirkulerer i kroppen og migrerer til lymfeknuderne, præsenterer de de tumorantigener, de er blevet “lastet” med, for patientens T-celler. Dette aktiverer de T-celler, der er specifikke for kræften, og gør dem i stand til at finde og ødelægge kræftcellerne i hele kroppen.

Fordele ved dendritcelleterapi

Dendrit celleterapi symboliseret ved stor samling af nerveceller med fangarme mod hinanden. De udgår fra en del af en kugleform. Cellerne er blå og fangarmene der danner en ret tæt mønster er røde. Der anes en sort baggrund øverst.

Specifikt angreb

Terapien sigter mod at træne immunforsvaret til specifikt at genkende og angribe kræftcellerne, hvilket potentielt kan minimere skader på raske celler og dermed reducere bivirkningerne – ikke mindst sammenlignet med traditionel kemoterapi og strålebehandling.

Langvarigt immunologisk hukommelse

Målet er at skabe en langvarig immunologisk hukommelse. Det betyder, at immunforsvaret “husker” kræftcellerne og dermed potentielt også kan forhindre tilbagefald af sygdommen i fremtiden.

Potentiel synergieffekt med andre behandlinger

Dendritcelleterapi kan kombineres med andre former for kræftbehandling, såsom kemoterapi, strålebehandling og andre former for immunterapi, for at forbedre den samlede effekt.

Tilpasning til den enkelte patient

Da terapien bruger patientens egne celler og kan “læres” specifikke antigener fra patientens tumor, har den potentiale for at være meget individuelt tilpasset.

Ulemper og udfordringer ved dendritcelleterapi

Selvom dendritcelleterapi har potentiale, er der også en række ulemper og udfordringer forbundet med behandlingen, som det er vigtigt at være opmærksom på:

Kompleks og dyr proces

Fremstillingen af de “podede” eller “berigede” dendritiske celler er en kompleks, tidskrævende og derfor ofte dyr proces, der kræver specialiserede laboratorier og ekspertise.

Variabel effektivitet

Effektiviteten af dendritcelleterapi har vist sig at variere mellem forskellige kræfttyper og patienter. Faktorer som patientens immunstatus og tumorens egenskaber menes her at spille en rolle.

Tid til respons

Det kan tage tid, før et signifikant immunrespons udvikles efter behandlingen.

Logistiske udfordringer

Processen med leukapherese, celleproduktion i laboratoriet og efterfølgende infusion kan være logistisk udfordrende for patienter og behandlingscentre.

Behov for yderligere forskning

Selvom der er lovende resultater inden for visse områder, er der stadig behov for mere forskning for at optimere terapien og identificere de patientgrupper, der har størst gavn af den.

Risiko for fejltolkning

Dendrit celleterapi symboliseret ved et rod med trådlignende lyse viklinger mod diskret sort baggrund.

Fortolkning af PET-scanninger efter dendritcelleterapi, kan give anledning til forveksling med kræftvækst.
Læs mere…

En vigtig overvejelse ved evaluering af effekten af dendritcelleterapi er fortolkningen af billeddiagnostiske undersøgelser, særligt PET-scanninger (Positron Emission Tomography). Denne scanningsmetode måler den metaboliske aktivitet i kroppens celler ved hjælp af et radioaktivt glukoselignende sporstof (FDG), som optages i højere grad af celler med øget stofskifte, herunder kræftceller – men også aktive immunceller.

Immunaktivering og øget PET-aktivitet

Efter at en patient har modtaget dendritcelleterapi, er det forventeligt, at immunforsvaret aktiveres og begynder at infiltrere tumorområdet for at angribe kræftcellerne. Denne immunaktivering kan føre til en betydelig stigning i den lokale metaboliske aktivitet. De aktive immunceller, såsom T-celler og makrofager, har et højt glukoseforbrug, og deres tilstedeværelse i og omkring tumoren kan derfor resultere i øget FDG-optagelse, hvilket netop registreres ved en PET-scanning.

“Flare Response” eller Pseudoprogression

Denne øgede aktivitet kan i nogle tilfælde fejlagtigt tolkes som vækst i kræften, mens det i virkeligheden kan være et tegn på, at immunforsvaret er i gang med at bekæmpe tumoren og forårsage celledød.

Dette fænomen kaldes et “flare response” eller pseudoprogression. Det er derfor afgørende, at læger, der fortolker PET-scanninger hos patienter, der har modtaget dendritcelleterapi, er opmærksomme på denne mulighed.

Faktorer til at skelne “Flare Response” fra reel progression

Tidsperspektiv
Klinisk tilstand
Udvikling over tid på efterfølgende scanninger
Korrelation med andre billeddiagnostiske metoder
Biomarkører ved hæmatologiske undersøgelser
Nye responskriterier for immunterapi

Vigtigheden af korrekt fortolkning

På grund af ovenstående forhold er det afgørende, at fortolkningen af PET-scanninger hos patienter, der modtager dendritcelleterapi, foretages med stor omhu og i tæt sammenhæng med patientens kliniske forløb og andre relevante undersøgelser.

En fejlagtig fortolkning af et “flare response” som progression kan føre til uhensigtsmæssige ændringer i behandlingen. Og unødvendig ængstelse hos patienten.

Status og anvendelse af dendritcelleterapi i dag

Dendritcelleterapi er ikke en etableret behandlingsform for kræft i Danmark. Det betyder, at danske kræftpatienter ikke tilbydes dendritcelleterapi, hverken som standardbehandling – eller overhovedet – på de danske hospitaler.

Ingen godkendt behandling

I modsætning til visse andre lande er der ingen former for dendritcelleterapi, der er godkendt til brug i behandlingen af kræft i Danmark. Dette inkluderer Sipuleucel-T (Provenge), som ellers i USA er godkendt til visse former for fremskreden prostatakræft.

Fokus på kliniske forsøg i Danmark

På nuværende tidspunkt er der ingen umiddelbart offentligt kendte kliniske forsøg med dendritcelleterapi i Danmark, der aktivt rekrutterer patienter. Selvom forskning i immunterapi, herunder cellebaseret terapi som dendritcelleterapi, er et aktivt område i Danmark, betyder det ikke nødvendigvis, at der konstant er åbne forsøg for alle kræfttyper. Interesserede patienter bør stadig forhøre sig hos deres behandlende læge, som vil have det mest opdaterede overblik over potentielle forskningsmuligheder nationalt og internationalt, der kan være relevante i deres specifikke situation. Alternativt må man kigge mod udlandet, hvor Tyskland formentlig er mest oplagt (Se links til et par klinikker nederst på siden og se info om klinikker i Tyskland her.).

Behandling i udlandet

Selvom nogle klinikker i udlandet tilbyder dendritcelleterapi, er der ingen garanti for effekten, og behandlingen kan være omkostningsfuld. Danske sundhedsmyndigheder giver som hovedregel ikke tilskud til eksperimentel behandling i udlandet. Sådan udtrykker Gemini ai det.

(Dog har jeg hørt om flere, der har haft særdeles god virkning af netop denne form for behandling, som de har modtaget i Tyskland).

Læs også om Tenna Petersen

Fremtiden for dendritcelleterapi

Dendrit celleterapi symboliseret ved enkelt celle i lyseblåt med sine føletråde spredt ud til alle sider. Lyseblå baggrund.

Fremtiden for dendritcelleterapi er et område med aktiv international forskning, der sigter mod at forbedre effektiviteten og potentielt gøre behandlingen mere tilgængelig globalt. Selvom der er et generelt videnskabeligt interessefelt inden for immunterapi herhjemme, er det uklart, i hvilket omfang der aktuelt foregår klinisk forskning med dendritcelleterapi, der involverer danske patienter.

(Men jeg har ikke kunnet finde nogen sådanne, så jeg tvivler på, at der kører forsøg indenfor dette område herhjemme i øjeblikket.)

Optimering af antigen-podning

Den internationale forskning fokuserer på at udvikle mere effektive metoder til at berige dendritiske celler med de mest relevante tumorantigener. Forskere i Danmark må formodes at følge med i disse fremskridt, men der er tilsyneladende ikke aktiv forskning inden for dette specifikke område her i landet på nuværende tidspunkt.

Kombination med andre immunmodulerende midler

Internationalt undersøges kombinationen af dendritcelleterapi med andre former for immunterapi. Det er sandsynligt, at også vores onkologer og forskere er opmærksomme på disse tendenser, men det er, som tidligere nævnt, usikkert, om der aktuelt er kliniske forsøg, der undersøger disse kombinationer.

Mere tilgængelige og effektive dendritcelleprodukter

Bestræbelserne på at udvikle mere standardiserede produkter er et internationalt anliggende. Det er ikke kendt, om forskningsinstitutioner herhjemme er direkte involveret i udviklingen af disse produkter på nuværende tidspunkt.

Forskning i at forbedre leveringen af dendritiske celler til tumoren er ligeledes et globalt aktivt felt.

Konklusion

Dendritcelleterapi er et interessant forskningsområde internationalt, men på nuværende tidspunkt er der ingen klare indikationer af, at der foregår kliniske forsøg med denne behandling herhjemme.

Med fortsatte fremskridt inden for videnskab og teknologi har dendritcelleterapi dog potentiale til at blive en vigtig del af fremtidens kræftbehandling, især i kombination med andre terapeutiske strategier. Det er et felt i konstant udvikling, og fremtidige resultater fra kliniske forsøg vil være afgørende for at definere dets endelige rolle i kampen mod kræft.

Patienter, der er interesserede i denne form for terapi, bør derfor primært være opmærksomme på den internationale forskningsudvikling og evt. konsultere deres læge for information om potentielle muligheder i udlandet eller fremtidige kliniske forsøg her, hvis de bliver tilgængelige. Desuden er der flere klinikker i Tyskland, der tilbyder denne behandling. Se under Links.

Se også Alternative Behandlinger – Oversigt