Ansvar og kontroltab
Hvad er problemet (baggrund)
Jeg synes at det er et mærkeligt samfund vi har fået skabt. I alle livets sammenhænge er vi selv ansvarlige overfor retssystemet. Vi forventes at kende lovene, og kan blive dømt efter en lov, som ingen ret beset forstår. Selv den enkelte advokat kan ikke overskue mere end nicher af lovgivningen.
Men når det kommer til vores sundhed, som vi sådan set selv i høj grad er herre over (og hvis konsekvens alene er vores problem i dagligdagen), må vi for alt i verden ikke tage ansvar. Dette skal pine død ligge hos lægerne. Og lægerne er i et system, der så effektivt kvæler selvstændig tænkning, at de ofte reduceres til lydige eksekutorer af stivnede ensrettede behandlingsprotokoller efter devisen one size fits all. (Og det er så nok også ca. det eneste sted overhovedet, hvor det forventes at fungere).
Selvom mange læger utvivlsomt handler i bedste mening, bidrager den kollektive mangel på opgør med systemets begrænsninger til en passiviserende effekt på patienterne. Frygten for juridiske konsekvenser synes at trumfe ønsket om individuelt tilpassede og innovative løsninger.
Vi kunne formentlig ikke være dårligere hjulpet end tilfældet er i den moderne verden.
Paradoks i samfundet
I det moderne samfund har vi fået skabt et besynderligt og paradoksalt forhold. Mens vi i utallige aspekter af vores liv holdes ansvarlige for vores handlinger og eksempelvis forventes at navigere i et labyrintisk system af love og regler, synes ansvaret for vores egen krop og sundhed gradvist at være gledet os af hænde. Og jo mere oplagt det er, at vi må tage ansvar, jo mere fjernes dette ansvar fra vores skuldre – eller er det snarere vores muligheder for selv at bevare kontrollen, der forsvinder som sand mellem fingrene.
Hvordan er vi nået hertil, hvor det mest intime og personlige – vores fysiske velbefindende – i stigende grad betragtes som et domæne, hvor eksterne autoriteter har eneret på at disponere – mens vi selv skal leve med konsekvensen?
Tung juridisk byrde
Hvis man ser på den juridiske sfære, så hviler der en tung byrde af ansvar på den enkelte borger. Vi forventes at kende loven, at forstå dens utallige forgreninger og konsekvenser. Uvidenhed er ingen undskyldning. Selv jurister specialiserer sig snævert, da de ellers er ude af stand til at overskue hele det juridiske landskab.
Alligevel risikerer vi som borgere, sanktioner for overtrædelser af love, hvis eksistens er fuldstændig ukendte for de fleste.
Dette system bygger på en præmis om individuel handlekraft og ansvarlighed.
Sundhed – stille abdikation
I skærende kontrast til dette står vores tilgang til sundhed. Her synes en stille abdikation (frivillig afgivelse af magt) fra personligt ansvar at have fundet sted.
Vi er blevet vant til at se kroppen som en maskine, der primært vedligeholdes og repareres af eksperter – lægerne. Denne udvikling er forståelig i lyset af medicinske fremskridt og den specialiserede viden, der kræves for at diagnosticere og behandle sygdomme. Men er vi gået for langt i denne uddelegering af ansvar? Er vi blevet fremmede overfor vores krop, når den har allermest brug for os?
Ansvarsforskydning
En række faktorer har bidraget til denne udvikling:
- Sundhedsvæsen: Med sin imponerende teknologi og komplekse organisation er der skabt en forventning om, at løsningen på ethvert helbredsproblem findes inden for sundhedsvæsenets mure.
- Passiv patient: Patientrollen (og navnet antyder det ( patient – tålmodighed)) er ofte blevet reduceret til en passiv modtager af behandling, snarere end en aktiv deltager i egen helbredelse. I hvert fald et dette gældende i den vestlige verden, hvor holistisk tankegang (hvor man ser mennesket som en helhed af krop, sind og livsstil) er relativt fremmed.
- Frygt: Frygten for sygdom og uvisheden omkring kroppens funktioner har gjort det tryggere at overlade ansvaret til de, der besidder den medicinske ekspertise. Og vores samfunds kompleksitet er så udviklet, at det tilmed er blevet naturligt at overlade opgaven til specialister indenfor kroppens mekaniske funktionalitet.
- Risikostyring: Eksistensen af Behandlingsvejledninger gør det stort set umuligt for en læge, der rent faktisk øjner andre og bedre løsninger for den enkelte patient, at handle på dette. Det vil i givet fald påføre lægen et helt urimeligt personligt juridisk ansvar at fravige vejledningen.
Så disse tiltag for at sikre, at vi som borgere og patienter bliver ensartet behandlet, betyder samtidig at vi ikke kan behandles individuelt. Og dermed kan nye tiltag alene blive implementeret efter stor træghed i systemet. - Afmagt: Samfundets fokus på risikostyring og forebyggelse kan således også utilsigtet skabe en følelse af afmagt og undergrave troen på egen handlekraft.
Sundhedsstyrelsens værk
Sundhedsstyrelsen har, med sine velmenende intentioner om ensartethed, ironisk nok skabt et system, der kvæler individualitet og potentielt risikerer at forhindre udviklingen af mere effektive behandlinger.
Bureaukrati og rigide retningslinjer står i vejen for den fleksibilitet, som komplekse sygdomsforløb ofte kræver. Og i bedste fald vil det med sikkerhed virke som en tidsmæssigt forsinkende (administrativ) faktor, der får konsekvens i praksis.
Konsekvenser
Konsekvensen er et system, hvor patienter i stigende grad forventer hurtige løsninger og føler sig frustrerede, hvis lægen ikke umiddelbart har svaret. Der er en tendens til at overse den betydelige rolle som faktorerne: livsstil, kost og mental velvære spiller for vores sundhed. Kort sagt er holistisk tankegang i forhold til helbredelse ikke en faktor der normalt er inde i billedet.
Ansvaret for disse fundamentale aspekter af vores eksistens – som i høj grad er inden for vores egen kontrol – bliver derfor ofte sekundært i forhold til jagten på den medicinske diagnose og behandling.
Endvidere oplever de relativt få, der magter at tage kampen mod hospitals-systemet, at de bliver hægtet af. Bliver nægtet opfølgning (både blodprøver og billeddiagnostisk), hvis de ikke retter ind og gør som lægen mener er bedst. Så er lægen ikke længere en vejleder. Så er lægens ord blevet til ordrer. Og hvem tør gøre oprør i sådan en situation?
Det kræver en stort set umenneskelig indsats fra en kræftramt, der er i chok over diagnosen og underdrejet af fysisk træthed og udsigt til svigtende indtægt på grund af fravær fra arbejdspladsen, samt vanskelighed ved at få en dagligdag til at hænge sammen.
Kontrasten: jura vs. sundhed
Samfundets måde at håndtere sundhedsmæssige uregelmæssigheder (sygdom) står i en besynderlig kontrast til de juridiske forventninger (lovbrud). Samfundet forventer, at vi er myndige og ansvarlige borgere, der kan navigere i en kompleks lovgivning.
Men når det kommer til vores egen krop, synes vi i stigende grad at betragte os selv som ude af stand til at træffe informerede beslutninger eller påtage os det primære ansvar, der principielt burde være vores fødselsret.
Vejen frem: En genfindelse af balance
Måske er tiden inde til en revurdering af denne stiltiende ansvarsfralæggelse. Det handler ikke om at afvise vigtigheden af lægevidenskab eller sundhedssystemet. Tværtimod handler det om at genfinde en balance, hvor individet anerkendes som den primære forvalter af sin egen krop. Dette kræver:
- Kompetence: En styrkelse af befolkningens viden om sundhed og sygdom. Måske endda som fag allerede i underskolen, så man sikrer borgerne en vis basal viden om emnet.
- Holistisk tilgang: En erkendelse af, at mennesket er mere end en maskine, hvor reservedele skal repareres, hvis de viser tegn på svigt. Det handler om at se kroppen og sindet i sammenhæng med livsstil, kost og mentale velbefindende.
- Genopbygning af selvtillid: En styrkelse af troen på vores egen evne til at påvirke vores helbred positivt. Dette understøttes af forskning, hvor placebo-effekten tydeligt viser sindets indvirkning på kroppen. Alligevel er der en tendens til hårdnakket afvisning af, at selv basale kosttilskud kan bidrage positivt til helbredelse eller bedring (dog med den positive undtagelse af Vejle Sygehus, der har indtaget en særposition, til gavn for patienterne).
- Partnerskab: Et sundhedsvæsen, der i højere grad ser patienten som en aktiv partner i helbredelsesprocessen.
Navigation
Måske er tiden inde til at spørge os selv, om lægen i det moderne sundhedsvæsen er blevet reduceret fra en kompasnål, der intuitivt kan navigere i komplekst terræn, til en GPS, der slavisk følger en forudindtastet rute uden mulighed for at afvige, selv når patientens unikke situation kalder på det. Og i dette system, hvor lægen følger en fastlagt kurs, er patientens egen rolle da ikke i stigende grad blevet lige så indflydelsesrig som passageren i et tog – man bliver transporteret, men har i realiteten ingen kontrol over destinationen eller rejsens forløb?
Er det virkelig patientsikkerhed, vi fremmer, når vi binder dygtige fagfolk (onkologerne) på hænder (og fødder) og forhindrer dem i at bruge deres gode dømmekraft, der må formodes at være den oprindelige årsag til valg af karriere? De har et grundlæggende ønske om at hjælpe og helbrede, men er reduceret til at foretage reparationer efter brugsanvisning.
Konklusion
Ansvarligt samfund
At genvinde ansvaret for vores kroppe er ikke en let opgave. Det kræver en ændring i både vores egen tankegang og i den måde, sundhedssystemet interagerer med os. Men måske er det en nødvendig udvikling for at skabe et mere robust, handlekraftigt og i sidste ende sundere samfund – et samfund, hvor vi ikke kun er ansvarlige for at kende loven, men også for at drage omsorg for det mest dyrebare vi har: vores eget liv og helbred.
I bestræbelserne på at skabe et effektivt og patientsikkert sundhedsvæsen, må vi dog ikke overse risikoen for, at frygten for fejl og juridiske konsekvenser, kombineret med et overdrevet fokus på ensartethed og bureaukrati, fører til et system, hvor både lægers faglighed og patienters individuelle behov tilsidesættes. Dette kan i sidste ende kompromittere kvaliteten af behandlingen og patienternes oplevelse af kontrol og tryghed.
Se også Evidens vs. Erfaring
Links
Lægers bekymring for klager fører til unødvendige undersøgelser (Læger.dk, juni 2022)
Personlig Medicin og Individualiseret Behandling (Region Hovedstaden, juni 2015)
§ 20-spørgsmål US 25 Om overflødigt bureaukrati i sundhedsvæsenet. (Folketinget, dec. 2021)
Bekymring for patientklager presser læger: Rammer beslutningskompetence og fører til unødvendige undersøgelser (Læger.dk, maj 2022)
Video: Lægens og patientens vej gennem patientklagesystemet (Læger.dk)
Sundhedsvæsenets udfordringer (Sundhedsstrukturkommisionen, 2023)
Debat: Tilliden til Medicinrådet er på spil, når rådets afgørelser fører til dårligere behandling (Kræftens Bekæmpelse, dec. 2024)
Jordemødres professionelle autonomi – Jordemoderforeningen (Jordmoderforeningen, 2021)
Nyt fokus i Kræftplan 5: Livet skal være værd at leve efter kræft (Sundhedspolitisk Tidsskrift, maj 2025)
Censur (Legal Desk)
Jeg forstod først min kræftdiagnose, da Chat-GPT fik adgang til mit prøvesvar (Politiken, 2025)
Early palliative care for patients with metastatic non-small-cell lung cancer (PubMed, 2010)
- Indhold: Et vigtigt studie undersøgte patienter med fremskreden lungekræft. Én gruppe fik almindelig behandling, mens en anden gruppe samtidig fik støttende samtaler med en specialist om deres ønsker og livskvalitet.
Resultatet var, at gruppen, der fik samtaler, havde markant bedre livskvalitet og mindre depression. Selvom de oftere fravalgte hård behandling til sidst, levede de i gennemsnit næsten tre måneder (eller 25%) længere.
Oprettet d. 21.07.25. Senest revideret d. 11.09.25
Siden er oprettet:
❤
Hvad du læser på Jeg har Kræft er ikke en anbefaling. Søg kompetent vejledning.