Michael Bechs kræfthistorie

Af Michael Bech

09.07.2026

Jeg blev diagnosticeret med uhelbredelig prostatakræft i august 2022. Spredning til bækken og lymfer. Som 55 årig.

I løbet af foråret var min vandledning blevet lidt presset (som urge). Min egen læge endte med at tilbyde mig et kræftpakkeforløb. Min verden gik i stå. Der var smukt vejr mange dage i juli det år, men der var mange scanninger og meget frygt. Vores verden gik helt i sort. 

Diagnosen kom ud af det blå nærmest.  Da jeg fik diagnosen, var der også en behandlingsplan. Udsigten var livsforlængende behandling, virkelig skræmmende ord. 

Antihormonbehandling, som virkede som et totalt mareridt for mig. Jeg skulle leve uden testosteron. Med mulige bivirkninger som impotens, tab af muskelmasse, formentlig vægtøgning, grundet fedtophobning. Hedeture og svedeture og energitab. Desuden var der kemo og derefter et strålingsforløb. Hver med deres mulige birkninger og senfølger.

Samme dag som jeg fik diagnosen vågnede jeg også for alvor op igen. Gik fra chok-mode til action-mode. Den her sygdom skulle ikke ødelægge mit liv. Det var jeg sgu ikke klar til. Jeg ville kæmpe for at bevare det liv og den hverdag jeg kendte.

Jeg vidste at jeg kun havde 2 muligheder. At sætte mig hen og tænke, det var det liv. Eller kæmpe mod sygdommen og bivirkningerne på alle plan, med alt hvad jeg kunne mobilisere. For min lille familie.

Jeg vidste ikke ret meget om kræft. Heller ikke prostatakræft. Alligevel, var det som om, jeg vidste præcis, hvad jeg nu skulle.  Planen hed kostomlægning. Styrketræning i fitnesscenter. Og tænke positivt.

Jeg begyndte at læse meget om kræft. Ikke hvor galt det kan gå. Men om kræftoverlevere, om kostttilskud, diæter som måske kunne svække kræften. De gode historier. Og det var voldsomt motiverende. Fulgte et bredt spekter af FB grupper. Vi har egentlig aldrig levet usundt. Men der har været noget i mit liv, som har gjort det muligt for kræften at få tag i mig. Derfor omlægningerne.

Min kone har støttet mig hele vejen. Ift kostomlægning og vi træner også sammen de fleste gange. Den kost vi startede på var bare de første indskydelser, og ting jeg læste. Vi spiste store mængder af rå broccoli og prøvede med alkoholfri vin. Det kørte vi sur i.

Kosten har ændret sig meget siden. Vi er endt på en diæt, hvor vi lever 90% plantebaseret – og sikrer at der indgår vegansk proten.  Vi spiser animalsk, måske 3-4 gange om måneden. Og jeg tillader mig at nyde alkohol i meget moderate mængder. Hvis der er for mange afsavn og begrænsninger, ved jeg at det bliver svært og vil påvirke humøret – hvilket ikke er godt i min situation. Nogle ting er dedikeret til livskvalitet. Men det er en balancering.

Fra starten begyndte jeg også at læse om kosttilskud. Har forsøgt at samle viden fra diverse internet-fora og bøger. Og har lavet min egen cocktail, baseret på mavefornemmelse og den indsigt, som jeg føler jeg har fået.  Min baggrund som logistikkoordinator, har ikke været optimal ift at sætte sig ind i de her noget komplekse ting. Emnet er langt fra, hvad jeg ellers har beskæftiget mig med.Men det giver mit liv og min kamp meget mening, at jeg gør noget. Og at de kosttilskud jeg nu tager, alle er nogle som går igen på tværs af de fora, jeg har valgt at prioritere.

Efter jeg blev medlem af FB gruppen, JegHarKræft-HvadKanJegGøre, er det gået op i en højere enhed, fordi så meget viden og erfaring er samlet her og på sitet. Jeg har finjusteret kosttilskud og gør det løbende, når noget nyt info eller lignende kommer frem. 

Da jeg fik min diagnose var jeg afklaret med, at jeg var nødt til at modtage konventionel behandling. For at slå sygdommen hårdt tilbage fra starten. Og jeg er glad for at jeg gjorde det. Jeg har bivirkninger, jeg næsten ikke kan klare at være i – stadig her 4 år efter. Og senfølger som bare er trælse. Men fysisk og mentalt er jeg meget tilfreds med, hvor jeg er i dag. Min sygdom er i skrivende stund stadig i ro med umåleligt PSA. Men med blodprøvecheck hver 3.måned når jeg aldrig at slappe helt af. Der er aldrig længe til næste gang.

Jeg føler mig stærk ved at jeg har håndteret min kræftdiagnose på en måde, jeg aldrig ville have troet jeg kunne. At den ikke knækkede mig. Men at jeg tværtimod har valgt at prøve at sætte mig ind i, hvordan jeg bekæmper og udskyder forløbet mest muligt. Måske længe nok til, at der kommer en behandling som virkelig kan slå kræften ned eller helt væk. Jeg er nødt til at drømme stort – også for at kunne være i det her nye liv.

Se også Opbyggelige Historier

(til menu)

❤