Simons mor fortæller – kræfthistorie

Af Mette, Simons mor

27.07.2025

Netværket

Det vigtigste for os var netværket. Det gjaldt både for os som forældre og for vores søn, Simon. Her støttede både familie og venner stærkt op om os. Noget vi for altid er taknemmelige over.

Det var også af afgørende betydning, at der var et trygt behandlingsmiljø og mulighed for at dele med ligesindede.

Vi var så heldige at have mange gode mennesker omkring os, som tog initiativ og støttede os. Både venner og klassekammeraters forældre gik i aktion. De sørgede stort set for alt det praktiske omkring vores transport, mad osv. De koordinerede det på en måde, så vi ikke behøvede at tage stilling.

Derudover er det selvsagt af stor betydning, at man har et fantastisk team af sundhedspersonale.

På det hospital, hvor Simon blev behandlet, var der et åbent køkken, hvor der kunne laves mad og hvor man kunne samles og tale med andre indlagte og deres familier. Køkkenet var især et vigtigt element, da de fleste børn havde problemer med manglende appetit. Her var det så muligt at lave den mad de havde lyst til. Og der var endda ansat en, som også sørgede for hjemmelavet mad. Så duften af maden bredte sig på afd. Derfor var køkkenet sådan en vigtig del af vores tid derinde.

Alle i Simons klasse var helt enestående, både lærere og børn og forældre. Det var dengang mit indtryk, at den hjælp og støtte vi fik, var meget personafhængig. Og vi var heldige at der var gode personer på posterne.

Ved ikke om der i dag er udarbejdet retningslinjer eller lign. For Simon var det absolut vigtigste at være en del af klassen. Og det blev arrangeret, så det lykkedes.

Allerede dengang eksperimenterede vi, til glæde for alle, med video deltagelse i klasserummet.

Mette, d. 28.08.24

Se også siden Opbyggelige Historier

(til menu)

❤