Eva Straus’ digt om at være kræftramt

Af Eva Straus

26.11.2025

Livstidsdom eller dødsstraf

De siger,

at jeg ikke skal dø af det,

men dø med det.

Som om forskellen gør frustrationen mindre,

som om ord kan dæmpe det,

jeg nu skal bære resten af livet.

De siger,

at jeg skal være lettet.

At det jo “heldigvis ikke er aggressivt”,

selvom det bor i mig

som en tavs påmindelse om,

at intet bliver det samme igen.

De siger,

at jeg får mange gode år.

Men deres håb falder skævt,

for det rammer ikke det sted,

hvor chokket sidder fast i brystet

og fremtiden ligger i brudstykker.

Og når jeg reagerer—

når frygten, sorgen, vreden

træder frem i mit ansigt—

så føler jeg pludselig skam,

som om min smerte er for højlydt,

som om jeg burde være mere taknemmelig

for en dom, der stadig er en dom.

Men skammen er ikke min.

Den blev lagt på mig

af dem, der ville lette stemningen,

glatte kanten af noget skarpt,

i stedet for at holde min hånd

og sige: Det her er hårdt. Og du må gerne føle det.

For jeg lever nu

i et landskab mellem behandling og tilbagefald,

hvor hvert åndedrag er et både-og,

hvor mod og sårbarhed

står side om side i døren.

Så ja,

måske er forskellen

kun den mellem

livstidsdom

og dødsstraf.

Men begge er tunge,

begge er virkelige,

og ingen af dem

skal bæres i skam.

Jeg reagerer,

fordi det her er stort.

Fordi det er mit liv.

Fordi jeg er menneske.

E. Straus 11/25

(Oprindeligt skrevet som et Facebookopslag)

Se også siden Opbyggelige Historier

❤

Indhold